Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

26. jun. 1846

Gent 26 Juny 46.
Hotel du comte d’Egmont.
Jeg kom hertil henimod 10 imorges og gik strax hen at see St Bavo:

  • Van Eycks Billed er aldeles forbausende; jeg holder næsten meest af de tre Figurer foroven, ihvorvel der i den nedre Part findes de allerdeiligste Hoveder.
  • Duquesnoys Monument over Biskoppen af Triest – med de to smukke smaae Engle ved Enderne.
  • Franz Pourbus Christus som Barn i Templet.

Disse vare de Ting, som især skulde mindes blandt de mange smukke Sager der var.

•76•
samme Aften.
Jeg begynder at faa alvorlig Agtelse for den nyere belgiske Kunst. Kirken St Michael indeholder adskillige moderne Arbeider som Erstatning for, hvad der blev plyndret fra den, mens den var Tempel for Fornuften; men især to glædede mig grumme meget:

  • Paelinck: en syg Qvinde helbredes, da hun seer det sande Kors. Han er Scolar af David og har ogsaa tilfælleds med Eckersbergs bedste Ungdomsarbeider. Det er academisk maaskee, men et alvorligt Arbeide.
  • Maes: en hellig Familie. Han har dannet sig kjendelig efter Raphael, den hellige Anna minder om samme Figur i Impanataen; men det er et deiligt Billed, simpelt og nobelt, deiligt modelleret

Her findes mange deilige gamle Billeder, som jeg for en Deel har understreget i min Reisebog. Henimod Aften gjorde jeg en lang Spadseretour, og glædede mig over deilige Bygninger, Kanaler og Træplantninger; Plaine St Pierre er en yndig af Træer beskygget Plads, hvor man kan glæde sig over Aakander og Siv, indenfor den store Byes Grændse. Gent er endnu den meest carakteristiske af de belgiske Byer jeg har seet. Jeg bliver her vel imorgen over, jeg skal i Musæet og havde Lyst at see van Eyck engang endnu.

  1. Hieronymus Duquesnoy den yngre (ca. 1602-1654), flamsk arkitekt og billedhugger.

  2. Joseph Paelinck (1781-1839), belgisk maler.

  3. Jean Baptiste Louis Maes (1794-1856), belgisk maler.

Fakta

PDF
26. jun. 1846
Dagbog G, side 75-76

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 243-244; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 455-456