15. maj. 1844

15 May
Jeg maler paa et lille Billede, forestillende 2 Kalve i en Lo. Min Kostald indseer jeg nu, især i det skarpe, stærke Lys, hvori det hænger paa Udstillingen, var raa i Penselen; det var ikke Brede i Behandlingen ikke Kjækhed, men Raahed. I dette vilde jeg see at oprette denne Mangel saavidt, som min Øine tillade; jeg har gjort mig al Flid med Behandlingen, men ved at see det i Forstørrelsesglas, den eneste Maade, hvorpaa jeg kan faa en Idee om, hvorledes mine Sager see ud for Andres Øine – finder jeg det dog ureent og uden Skarphed f Ex Øinene, hvor en reen og skarp Behandling bidrager saameget til at skaffe den Klarhed, der er i et saadant Dyreøie. Nu, det gaaer over min Evne, jeg maa male større Ting, der tvinges man dog til at gaa længere bort for at betragte Maleriet, og da skal man ikke føle Penselen. – Det har moret mig i Træværket at holde mig tro til, hvad jeg saae. Studiet tog jeg nemlig i den Bondegaard, hvor jeg i Sommer laae i Veiby oppe ved Nordstranden, og i min Stue vare Dæksbjælkerne ikke lige, men havde en fiin Bue, det var nemlig Bjælker af et strandet Skib. Saaledes [overstreget: var og] bar ogsaa Stolperne i Loen Mærker af Bolte, ogsaa de vare Skibstømmer. Saaledes har jeg ogsaa udført dem i Maleriet; det kan være, det var et blot Lune, eller maaskee har •101• det moret mig at tænke paa: at disse Bjælker engang pløjede Havet og maaskee have været vidt om i Verden, inden de stædedes til Ro i en sjællandsk Bondegaard. – Dette er en uvæsentlig Ting; men man vil nok lee ad det, som allerede Kaalund har kaldt dem Tommestokke, hvad han dog ligesom fortrød, da jeg forklarede ham Grunden til disse Mærker. – – Dersom jeg ret skal have Glæde af Dyrelivet og Dyremaleriet, da føler jeg det temmeligt nødvendigt, at tage Menneskefigurer med; men da stiller sig rigtignok vanskeligere Opgaver for mig end den jeg hidtil stræbte at løse. Lysten er der og opflammer endmere ved Tanken om: at jeg mulig turde male Bryllupstøj, Mayfester, Fastelavnsfester o s v. Og hvilken rig Mark frembyder ikke Reiselivet, tænk blot: en saadan Reisestald ved en Kro – hvor uendelig malerisk er ikke det Liv, vi der bliver vaer. Alt dette fattes jeg ikke Mod til at forsøge. Jeg glæder mig; thi atter elsker jeg Maleriet og har i disse Dage malet næsten med Lidenskabelighed. Men saadan bør det være, sådanne var det i gamle Dage, da jeg blot dreves af Lyst, da jeg aldrig ventede at høste Roes eller Penge for mit Arbeide. Jeg husker endnu, at de 20 Daler jeg fik for de to smaae Hjorte, det første Billede, jeg solgte, forekom mig som en uhyre Kapital, saa stor, at jeg var rig nok for lang Tid, om jeg endog laante Frederik Jerichau de 10 Daler til at kjøbe en Violin for. Dengang var jeg bedre end jeg nu er. –