Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

23. feb. 1846

Rom 23 fbr 1846
Palazzo Colonna, hvor jeg var forleden; desværre er der nu ikke Tid til at repetere denne smukke Samling:

Carnevalet. samme Dags Aften.
Er en yndig Folkefest, som kun forstyrres ved de Fremmedes plumpe Deeltagelse. Hvilken Skjønhed udfoldes ikke der i Dragter, Ansigter og Bevægelser. Hvad Glæde har da jeg deraf? man maa dog blive kjed af blot at være Tilskuer? nei! jeg glemmer Trængsel, Støi, Puf, Traadd – Alt, og nyder i fulde Drag det vidunderlige deilige Skuespil, en Glæde, saa colossal at ingen Nordbo kan fatte den. Saaledes gaaer jeg med Confetti i Lommen og et Par Blomsterbouquetter i Haanden, de finde altid Anvendelse. En lille Pige kastede jeg Confetti i Skjødet; hun saae ikke efter Giveren, men det straalende Ansigt og Blik vendte sig lige op i Moderens. – Her er ogsaa stygge Mennesker, en Pige stod saaledes idag stille alvorlig; i hendes dybtliggende sorte Øine kunde man see: at hende vare alle Blomster gaaet forbi, hun vidste, hun var styg. Jeg rakte hende en Bouquet, men det Syn hører til de deiligste jeg har seet i disse deilige Dage, da der gik som et langsomt Solskin hen over Træk, der •161• længe havde hvilet i [overstreget: sørgelig] Udtrykket af den Beviished: denne Fest er ikke for mig, men for de Lykkelige, Vor Herre har givet Skjønhed. Disse kan jeg beundre, men hende, da hun rakte mig Blomster til Gjengjæld – hende kunde jeg faldet om Halsen, hende forstod jeg. – Eller naar en Englænder eller Tydsker havde overøst yndige Piger, hvis Skjønhed burde være deres Skjold, med falsk Confetti, og de rynkede de smukke Pander, da har det mangen Gang været min stille Glæde at udslette disse Spor af Misfornøielse ved at tilkaste dem Confect eller Blomster. – En lille Pige saae jeg, bag hvem en Dreng, der forfulgtes af en Sværm andre Drenge, søgte Tilflugt; i et Øieblik var hele den vilde Klynge om hende, jeg saae hende synke sammen og hørte den yndige Barnestemme: o Madonna mia! – Det er min Glæde at betragte Alt dette, uden ved klodset Deeltagelse at fraadse i en Fest, som ikke hører den Fremmede til, og hvor han skulde være glad ved at være tilstædet Adgang. Og dertil endnu hver Dag det høist eiendommelige Hestevæddeløb, de mange festligt klædte Tropper og udpyntede Heste – Balconer behængte med Tepper og besatte med de skjønneste Piger, nei, det er ikke til at beskrive. – Idag vexlede jeg ogsaa Confect og Blomster med den smukke Rosa, som jeg knap har seet siden jeg skrev om hende |her| foran 26 Sept. Imorgen er det forbi. Iovermorgen bort!

  1. Giovanni Santi (1433-1494). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 154, som nu tilskrives Rocco Zoppo.

  2. Jan van Eyck (ca. 1390-1441). Malerierne er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 137 og 138, som nu tilskrives Bernard van Orley.

  3. Giulio Romano (ca. 1499-1546). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 175, som nu tilskrives Girolamo Siciolante da Sermoneta.

  4. Bernardino Luini (ca. 1480-1532). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 107.

  5. Luca Longhi (1507-1580). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 105.

  6. Filippo Lippi (ca. 1406-1469). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 198, som nu tilskrives Bartolomeo Vivarini.

  7. Pietro Berrettini da Cortona (1596-1669). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 143.

  8. Benedetto Castiglione (1609-1664). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 44, som ikke længere betragtes som egenhændigt.

  9. Tiziano Vecelli (ca. 1488/90-1576). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 190.

  10. Hans Holbein den Yngre (ca. 1497-1543). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 36, som nu forsøges tilskrevet Jan Sephan van Calcar.

  11. Paolo Caliari, kaldet Veronese (1528-1588). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 197.

  12. Giovanni Battista Salvi, kaldet Sassoferrato (1609-1685). Maleriet er ikke optaget i 1981-kataloget over Galleria Colonna.

  13. Michelangelo Cerquozzi (1602-1660). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 45.

  14. Salvator Rosa (1615-1673). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 181, som nu tilskrives Herman van Swanevelt.

  15. Lundbye tænker her på Allart van Everdingen (1621-1675), som han kendte fra gallerierne i København. Maleriet i Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 145, regnedes derimod for et værk af broderen Jan van Everdingen og tilskrives nu Cornelis van Poelenburgh.

  16. Jan Brueghel den Ældre (1568-1625). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 126, som nu regnes som et samarbejde mellem Brueghel og Joos de Momper den Yngre.

  17. Claude Lorrain (ca. 1600-1682). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 182, som nu tilskrives Herman van Swanevelt.

  18. Claes Pieterz. Berchem (1620-1683). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 19.

  19. Gaspard Dughet, kalder Poussin (1615-1675). Malerierne er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 54-65.

  20. Giorgione (c. 1477/8-1510). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 141, som nu tilskrives Bartolomeo Passerotti.

  21. Jacob Jordaens (1593-1678). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 80, som nu tilskrives Antonio Gherardi.

  22. Pier Francesco Mola (1612-1666). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 124.

  23. Francesco Salviati (1510-1563). Foruden Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 169-171 var også nr. 115-117 tilskrevet kunstneren. Sidstnævnte tre tilskrives nu Michele di Ridolfo del Ghirlandaio.

  24. Juan Fernández de Navarrete (1526-1579). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 129.

  25. Lucas Cranach den Ældre (1472-1553). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 28, som nu tilskrives en efterfølger til Hieronymus Bosch.

  26. Antoon van Dyck (1599-1641). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 66, tilskrevet.

  27. Maleriet er antagelig Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 25, nu tilskrevet Bonifacio Veronese.

  28. Palma Vecchio (ca. 1479/80-1528). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 139.

  29. Niccolò da Foligno, kaldet L'Alunno (ca. 1430-1502). Maleriet er Galleria Colonna, kat. 1981 nr. 7.

Fakta

PDF
23. feb. 1846
Dagbog F, side 159-161

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19997

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 177-180; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 403-405