1. dec. 1845

Rom 1 December 1845.
I Løverdags Morges kjørte jeg med Raffenberg, hans Kone, Marstrand, Nordmanden Voigt og Ravn ud til Frascati. Vi besteeg Høien, hvor det gamle Tusculum laae; det var underligt at see Grunden af en heel By med Amphitheater og Gader, og aldeles henrivende at betragte den deilige Udsigt. Sabinerbjergene viste dem i det skyede Veir saa mageløst deiligt, at vi Alle var i Henrykkelse derover. Vi stege ned gjennem Villa Tusculana og saae endnu i Skumringen den smukke Udsigt over Campagnen fra Villa Aldobrandini. Næste Morgen, (igaar Søndag) stode de fleste af os ved Solens Opgang |atter| Oppe ved Villa Tuskulana og frydede os ved at see de første Straaler glide hen over Campagnen og belyse det deilige Rom, et Syn, jeg seent vil glemme! Da vi atter vare nede i Byen besteg vi alle 6 Æsler, og rede nu gjennem den malerisk beliggende Rocca di Papa, over Sletten som kaldes Hannibals Leir, hvor Fru R: styrtede med sit Æsel, op til Toppen af Monte Cavo, det høieste Punct af Albanerbjerget, hvor der ligger et Kloster. Atter en deilig Udsigt, som sønderpaa hindredes af en Række deilige Skyer der hang om en lavere Top med smaae •138• løsrevne, letsvævende Partier, der strakte sig ud over Sletten, et ganske naturligt, men høist interessant Syn. Jeg fik saaledes ikke at see Forbjerget Monte Felice nede ved Terracina, som ellers skal kunne sees herfra. Vi saa Albaner- og Nemi-Søerne, disse to deilige Kratere, forvandlede nu til yndige Søer. Vi rede ned til Nemi, rundt om Søen til Genzano, derfra [overstreget: til] |gjennem| Arizia til Albano. De vidunderlig deilige Mennesker, vi i disse 4 Byer saae vare nær ved at fordunkle Indtrykkene fra Civitella, hvis Beboere, ved deres simplere Klædning og landligere Udtryk dog endnu hævde deres Plads hos mig som de Skjønneste, jeg nogensteds saae. Dog gaar det med Mennesker, som med Naturen, jeg kan godt taale at tænke paa Hjemmet, og mens jeg studser ved Træk, som minder om antike Hoveder, savner jeg dog Nordens stille tungsindige Sværmeri, som jeg hjemme saa tit og saa yndigt saae det i mangt et qvindeligt Øie. Da det var Søndag, vare alle Mennesker i nette Dragter paa Gaden og i det deilige Veir bidrog endnu til at forhøie Indtrykket af denne lille Reise, der vel maa kaldes •139• den skjønneste, jeg nogensinde har gjort; thi i to Dage at nyde saa Meget af Natur|en,| [overstreget: og] har jeg vel aldrig før gjort. Hvert Ansigt næsten var deiligt, hvilke Øine! hvilken Holdning! Gang! Forbindelsen af Hals og Hoved! og i Landskabet, hvilke Linier! Farver! Bjergformer! Middelhavet i den deilige, gule, straalende Solglands! Campagnen med sin stille Røgstøtter i rolig Høitidelighed! det var i Sandhed Søndag for Øiet, men Hjertet var i det vinterlige Norden.

Idag var jeg atter i Capella Sistina, og senere i Klosteret San Onofrio, hvor Tasso henlevede sine sidste 27 Dage, døde og ligger begravet. I en Hvælving i Kirken: 5 smukke Billeder af Pinturichio. I Bibliotheket en Maske i Vox af Tasso og et egenhændigt Brev fra ham, samt nogle Smaating af hans Efterladenskaber. I en Gang en Madonna af Lionardo (???) i Fresco. En simpel, men kjøn Klostergaard, en Have med henrivende Udsigt over Rom med de fjerne Bjerge, og Resterne af Tassos Eg. I en Buegang tre smukke Frescobilleder af Domenichino. –
Idag har [jeg] med Lindemann Frommels Hjælp ætset min lille Radering: en Moder med sit Barn i Ledebaand. –