29. jun. 1846

Brügge 29 Juny 1846.
Jeg maatte atter til Hospitalet, der gjemmer de mageløse Skatte af Memmeling. Custoden troer jeg syntes godt om, at jeg kom igjen, som han overhovedet er en af de menneskeligste, jeg har truffet paa blandt denne Klasse [overstreget: af] der som oftest baade i Sind og Skind ligne Bindehunde. Jeg kjøbte mig en rar lille Bog, som Verten her alt laante mig iaftes, og som jeg studerede til langt ud paa Natten. Der har jeg en omstændelig Beskrivelse af alle disse Billeder, og tillige de faae Træk, man har tilbage af det kjære Menneskes Liv. Jeg vilde ønske at jeg kunde finde en lignende om Qvintin Mezzys. – Jeg var to Gange i Cathedralen St Sauveur for at see Memmelings Hyppolyt, men forgjæves, der var stor Tjeneste med Prosessioner og Biskopper o s v, og her i de nordligere Lande har Catholicismen bestandig noget saa strengt alvorligt, at jeg ømmer mig ved under Tjenesten at gaae om i kunstæstetisk Betragtning; i Italien, skjøndt jeg der altid viste deres Cultus behørig Agtelse, saa følte man dog det generede dem ikke i mindste Maade. – Senere saae jeg den prægtige Camin i palais de la justice. •82•
Det skylder jeg Brügge: at tilstaae den var mig, deels ved sit middelalderlige Præg, deels ved sine Billeder af Memmeling og van Eyck – den kjæreste af Belgiens Byer. Maa man end indrømme, at disse Kunstnere i Skjønhed og ”stor Stiil” maa vige for Perugino og Francia, Bellini og Bergognone saa er det dog en rar Fornemmelse man har ved at betragte Grundtypen i disse Skikkelser, det er Kjød af vort Kjød og Blod af vort Blod, det er den nordiske, blege og blye Skjønhed, maaskee mere Sjælens end Legemets. Gjorde ikke allerede Lucas Kranach i Rom det Indtryk paa mig og Memmeling og Holbein i Florenz. Denne fine, blonde Qvindelighed, som kun hos Italienerne er tilstæde i enkelte Glimt, som en Anelse, den er her Grundtypus. Jeg undtager naturligviis Raphael, thi hvordan skulde jeg anderledes udtrykke Karakteren i Madonna og Catarina i Impanataen, Madonna med Stillitsen og Madonnæ Kroning o s v. o s v. Men han er ogsaa Underbarnet i Kunstens Verden, over al Beskrivelse, o! at disse Øine fik at see hans vidunderlige Billeder, det skal de aldrig glemme! – •83•
Efter at have seet van Eyck, Qvintus Mezzys, Memmeling, Abrecht Dürer, Lucas Cranach og Holbein er jeg utilbøielig til at indrømme Italienerne mere, end: |at| de have havt en rigere, skjønnere Natur at støtte dem til, en Fordeel saa stor maaskee rigtignok, at denne Omstændighed skabte hos dem den deilige Blomst i Raphael, mens [overstreget: vi] Landene nord for Alperne kun som de rigeste Blomster fik Rubens og Van Dyck, der som christelige Malere dog kun, selv i deres Hovedværker, ere ringe mod ham. Men jeg for mit Vedkommende har stedse størst Glæde af Knupperne og de vare i Basel og Brügge henrivende deilige, om end de manglede det mildere Solskin for heelt at udfolde dem. – Vi Nordboer, hvordan skal det gaae os, som først fik en Kunst saa seent, at den allerede andre Steder |for længe siden| havde culmineret? Vi faae aldrig nogen egentlig Barndom, uden den, som hver enkelt Maler har, og, at den maa være ret reen, uskyldig og phantasiriig, det vil jeg da af Hjertet ønske. Nu skal jeg hjem og iagttage de Andre, gjøre mig Umage selv, og vi ville da see, om Noget skal komme frem, der vil være værdt at nævnes og gjemmes, jeg vil haabe det!

•84•
samme Aften i Antwerpen.
Jeg er tilmode som jeg var kommen hjem ved atter at være i det rare Huus her ”au courier" med sin gammeldags ærlige Tone, med de mange jævne, rare Folk, der komme frem allevegne fra som hos Købkes i gamle Dage. Inat Kl 2 kunde jeg komme bort til Rotterdam, men saa iilsomt behøver jeg heller ikke at tage det, og jeg bliver da her i Ro imorgen, haabende en Leilighed den følgende Dag. – Kl 5 tog jeg fra Brügge og var her Kl: 9¼. Hvad jeg nu dog bebreider mig |ei| at have seet er: Qvintin Mezzys Billed samt Raadhuset i Löwen og Memmelings Hippolyt i Formiddags – og hvad der er af de kjedelige Uheld, at Samlingen i Brüssel ikke var visibel. Ellers har Belgien givet mig herlige Nydelser, og jeg ønsker kun: at Holland overhovedet maa byde mig flere reent naturalistiske Ting og færre historiske Billeder; jeg er saa gridsk paa Potter, Everdingen, Ruisdal, Cuïp og hvad de hedde alle de herlige Karle, som endnu ikke ret ville frem.