7. maj. 1842

Den 7 May.
I Onsdags gik Skovgaard og jeg ad Strandveien til Vedbek, hvor jeg tegnede nogle Studier til mit store Maleri. Derfra gik vi over Holte til Rude Skov, til Skovgaards Onkel, Skovfoged Hansen; hos ham blev vi til igaar Formiddags, da vi atter vandrede hertil. Det var ret en deilig Tour; Skoven er næsten grøn og utallige Fugle qviddre, slaae, skrige, kurre, synge; Skovbunden er saa deilig med sine Millioner Blomster – Naturens Liv er gjenvakt efter Vinter-Dvalen, ogsaa mit, jeg føler mig saa oplivet og vel til mode, som jeg ikke i lang, lang Tid har været. Vi besøgte de deilige Søer: Skovrød Søe, Løg Søe og Ebberød Sø og den lille Ager Sø er lige ved Stedet, hvor vi boede; men, hvad der næsten meest interesserede mig var den store, steppeagtige Sækkedam, der har en ganske eiendommelig, for mig ganske nye Characteer. Denne store moseagtige Flade, med sine talløse Tuer, heelt omgivet af Skov og paa flere Steder med smukt formede Bakker, er ret en Tumleplads for Dyrene; her lusker Ræven, fortalte Skovgaard mig, efter Fuglevildt, og skal hans Onkel skaffe et Stykke Raavildt, saa veed han, her kan man træffe det; den store Musvaage svinger sig i Kredse over Sletten, her mærker man kun [oversteget: li] svage Spor af Mennesker, her er Naturen i Fred og Ro overladt til sig selv, og har ogsaa givet det hele Landskab sit Stempel. Ogsaa Høibjerg besøgte jeg igjen og frydede mig over den deilige Udsigt mod Hveen og Sundet. Adskillige Tegninger fik jeg, og skal nu for Alvor tage fat paa mit Stykke, hvortil jeg snart kan have Kartonen færdig. Maatte jeg kunne qvæle alle Ønsker eller Længsler i mit Bryst efter anden Lykke end den, vort Arbeid giver. Men allevegne hører jeg hendes Roes, og mine Tanker er dog i mine bedste Øieblikke hos hende. – – Træet udenfor mit Vindue har udfoldet sine Blade mens jeg har været borte, det er ret venligt, men dog langtfra, som den yndige Indgang til min Bolig paa Marmorpladsen, hvor jeg henlevede 3 lykkelige Aar. Den gammeldags Trætrappe, hvor jeg om Morgen[en] sad med min Pibe, den lange Gang med Stakittet ved den ene Side, hvor de frodige Planter stak ud mellem Sprosserne, Ruinen, hvis hele Historie er den jammerligste nogen Bygning kan have, havde dog noget Smukt og var saa kostelig opført at man havde Glæde af at betragte den, alt dette savner jeg her; jeg mistede mit yndige Hjem paa Fredriksværk og min hyggelige Bolig her i Byen paa samme Tid. Dog, deri vil •23• jeg nødig see for meget, da jeg aldrig med Rimelighed tør vente Meget af jordiske Herligheder, og derfor ikke tør tro, at jeg nogensinde vil kunne indrette et Hjem, som jeg ønsker, saa vil jeg gaae den anden Vei, og nøies med det nødvendigste, og glæde mig ved den Frihed man nyder, naar man saa at sige Intet eier; jeg vil søge min Glæde og min Rigdom i Livet men ikke i dets Skal, og jeg tør dog kappes [oversteget: med] i Tilfredshed med Mange, der leve i Overflod.