Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

4. apr. 1844

Skjærthorsdag 4 April 1844.
Om jeg kunde, da skulde jeg skrive en Lovtale over Damerne, og for at forvisse mig selv om Usandheden af, hvad denne Bog mulig kunde bære Spor af, nemlig: at jeg har været forelsket – navngive og rose alle de unge Piger, jeg har truffet, og fundet værd at erindre. Og det er mange, thi uden Søstre, uden anden qvindelig Omgang fra Barndommen og den tidligste Ungdom, end min Moders, er jeg endnu ikke komme[t] videre end at enhver ung Pige kan fange mig og aldeles lænke mig om hun blot reder sit Haar ud og lader det falde ned ad Nakken. Damerne ere for mig, om ikke fødte Genier, saa dog geniale. |Dertil| Deres Dragt og fine Træk, den Ynde og Zarthed, der er udbredt over dem gjør dem endnu i mit 25 Aar for mig bestandig til Væsener af en høiere Art, saa et venligt Ord af deres Mund jager Blodet til min Kind og fylder mit Bryst med en underlig, veemodig Glæde, fordi jeg saa klart føler det Sjældne deri og dens korte Varighed. Da bliver vel min Bolig mere eensom, men Tanken renere, klarere, thi taknemmelig har jeg baaret et [overstreget: deiligt] venligt Billed til mit Hjem, hvor også det danner en Prydelse om ikke for det ydre saa for det indre Øie. Saadanne gjemmer mit Sind en Skare af Billeder, deilige som Naturens Mesterværk: den unge, rene, smukke Pige, der alt i sit Ydre er saa begavet, at Alle ynde hende, men i sit Indre dog endnu mere: i sin dybe, rige, klare, kjærlige Sjæl. O, et saadant Gemyt bringer mig til at glemme Mangel paa legemlig Skjønhed – det giver en Skjønhed •154• af en høiere Slags, som varer til Graven. – Nu er mit Sind mere roligt, mit Haab fastere end det længe var, men Freden tør jeg ikke tro, om altid denne dybe Længsel skal qvæles; der er som om |jeg| higede efter noget Syndigt, strakte graadig Haanden ud efter forbuden Frugt, naar jeg dog kun længselfuld udstrækker Armene efter den Salighed, Gud skjænkede Betleren saavelsom Fyrsten: en trofast Qvindes Kjærlighed, den Frelse, som den alkjærlige Gud har givet Mennesket fra Ryggesløshed og et sørgeligt til sidst stivnende, indskrumpet Liv. O, Gud og Fader! Du som skuer i Hjertedybet! [ulæselig overstregning] see min Tanke er besmittet og jeg er tit angst for mig selv; styrk den gode Villie hos mig, at jeg ikke skal blues ved min Moders Tillid til mig. – Og Du, unge Pige! spot ikke den stakkels Maler, der seer til Dig som til et Væsen, der |er| vor fælleds Skaber kjærere. Han kjender Dig ikke, men han seer Din Ynde og føler Magten i Dit rene Blik – han seer op til Dig, og – skjuler sig. –

Fakta

PDF
4. apr. 1844
Dagbog A, side 153-154

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Selvom Lundbye i begyndelsen af april 1843 afsluttede sin første dagbog og påbegyndte den næste (Dagbog B), så kunne han ikke dy sig for henover de følgende tretten måneder nu og da at tilføje et nyt notat angående Louise Neergaard.

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 157-158; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 165