11. jul. 1846

Amsterdam 11 July 1846.
Jeg har været hos Hr van Brienen og van Loon for at see deres Samlinger, men forgjæves; jeg har været i de Werkhuis for at see van der Helst, men forgjæves; da søgte jeg den zoologiske Have gik der 3-4 timer, den og Musæet holder jeg mig til, som de nok ogsaa bliver Alt, hvad jeg faaer at see. Paa Onsdag bort, da er jeg snart tilende med Reisen, som jeg vel akkurat kan klare med hvad jeg har. –

samme Aften
O Gud! hvor er jeg ene i den store By og dog kan jeg Ingen søge; idag hørte jeg to Herrer i den zoologiske Have tale dansk, jeg lod dem gaa, jeg er helst ene, men det var ikke godt, om det skulde vare længe saaledes. Nu pønser jeg kun paa at und- •110• gaa Hamborg; jeg troer jeg tager strax til Kiel og venter hellere der, om intet Dampskib findes strax, o, hvem der var hjemme, og hvilke Forhaabninger knytter jeg til Hjemmet? hvordan vil man modtage mig der? jeg ved det jo slet ikke, hvorfor sender de mig ikke et Brev? –
Nu er Krebs der ikke, ham vilde jeg gjerne talt med, han vidste bedre hvordan jeg har det, end jeg selv. Imorgen er det Søndag, for mig er den mindre festlig, end de andre Dage, jeg kan ikke komme i Musæet; Billeder er det eneste, som glæder mig paa Reisen, andet søger jeg ikke, jo – Venlighed, men den er sjælden. Jeg gaar her som et udenlandsk Dyr. Alle see efter mig, Ingen taler til mig, Børnenes glade Lystighed bringer mig næsten Taarer i Øinene, og skjøndt det er mit høieste Ønske at tale til dem, kan jeg det dog ikke, thi jeg mærker jeg er for dem en Forunderlig. Hvor finder jeg et Skjul, hvor jeg i Stilhed kan arbeide og vise, at der er et Liv i mig, som vel var mine Medmenneskers Kjærlighed værd, stille! vandt jeg ikke den i en sjælden Grad og langt over Fortjeneste? Det er kun her jeg savner den – en liden Stund – 8 Dage. •111• Men, skal jeg ikke da atter imellem møde hende? O Gud! lad Savn og Længsler, Anger og Tungsind presse dette Bryst – lad kun Billeder voxe frem under mine Hænder, og jeg skal endda prøve at lovprise Dig for det Liv, Du skjænkte mig.
Og nu er det dem, der tale Ondt om mig, det vandt jeg paa Reisen, skjul Dig, begrav dig, lad ingen Velvillie, ingen Venlighed forlede dig til at tro, du kan leve mellem Andre, som Andre; du duer ikke til Livets Kampe, du vil kun vække Misundelse, naar det gaar dig vel, du vil fortvivle, naar det gaar dig ilde, nei! tilbage i en dunkel useet Afkrog, derhen skal det store Liv vel slænge de Krummer du behøver for at leve, og mere maa du ikke vente. – See, er det ikke den Betragtning, jeg igjennem mange Aar stedse kommer tilbage til; det maa dog vel være den rette; levede jeg ikke saaledes fremmed eensom og ukjendt i Florenz i lang Tid, og dog tilfreds og stundom glad ved mine Hænders Gjerning, og dog er det tungt ganske at forsones med den Tanke: at saaledes skal hele Livet gaae hen, det er som om jeg havde en Fordring paa lidt Mere, naar jeg seer hen til Andre – Vor Herre siger: har jeg ikke Lov at handle med Mit, som jeg vil?