Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

14. mar. 1843

14 Martz.
Det er idag min afdøde Faders Fødselsdag. Igaar modtog vi Efterretning om at Theodor har ogsaa forlovet sig. For 8 Dage siden døde min Onkel i Rudkjøbing. Saaledes krydse sørgelige og glædelige Tanker gjennem mit skjøre Hoved. Hvorfra faaer jeg Kraft og Ro, Mod og Glæde til at leve. Tiden iler, og kunde jeg spore den, da vilde jeg, thi den har lært mig: at jeg forstaaer ikke at bruge den, saa er det jo bedre at den er forbi for mig. Hvor jeg dog ogsaa passer daar- •141• ligt til Verden. Igaar lod jeg mig overtale til at gaa hen paa en Maskerade, Kunstnerne havde. Skovgaard og jeg vare klædte som Østerlændere, jeg fandt virkelig Dragterne kjønne, jeg forstod rigtignok ikke at bære min, men jeg lagde dog Mærke til at selv Skovgaard, der virkelig tog sig godt ud forstod man ikke, Kunstnere! Smagløse Militair Costumer o. s. v. var Fleerheden, og kun faae var der, som egentlig fornøiede mig. Munterheden var for vild og raa dog for mig til at jeg kunde føle mig hyggelig. Flere fortræffelige Damemasker var der og iblandt dem een, der mindede mig om Louise Neergaard i hendes Oldemoders Dragt; det var en ung Tornam, og han var virkelig kjøn som Dame. Han stod med Ryggen vendt mod mig, men hvor studsede jeg, da han bøiede Hovedet lidt til Siden saa jeg saae Kinden – o Louise! jeg var atter paa Vedbyegaard, stod nær ved Dig, der i det fulde Lys var saa yndig med den gamle Dragt, at jeg hiin Aften maatte forbauses over en Skjønhed, jeg ellers ikke troede Dig i Besiddelse af, naar jeg saae Dig i Din daglige, simple Kjole. Nu er 4 af mine Brødre forlovede, og i Familien har man spaaet: at jeg skulde været den anden, – I tog feil, Kjære! [overstreget: jeg er ikke videre, end, at jeg kun har seet een Pige, jeg har kunnet elske.] |er det ikke nok? om hun kan elske mig? men det er Spørgsmaalet.| Louise Marie! Nu er det snart et Aar siden jeg begyndte denne Bog – jeg har i det havt flere bedrøvede end glade Timer, men nu i den sidste Tid har jeg opnaaet, hvad jeg tør vente, er saa lykkelig som jeg kan være, men under alle Omskiftelser var dog Du min kjæreste Tanke!

  1. Joachim Theodor Lundbye (1778-1841), oberst og chef for raketkorpset.

  2. Lundbyes yngste storebror, Theodor Lundbye (1816-1907) blev i 1845 gift med Frederikke Kirstine Leger (1815-1886).

  3. Lundbyes farbror, toldinspektør, major Hans Christian Lundbye (1782-1843).

  4. Lundbye malede vennen i kostume, Ny Carlsberg Glyptotek, MIN 3185 (Karl Madsen: Johan Thomas Lundbye 1818-1848, København 1949, nr. 136).

  5. Kobberstikker Johan Christian Thornam (1822-1908).

Fakta

PDF
14. mar. 1843
Dagbog A, side 140-141

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 150; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 158-159