28. aug. 1843

28 August
stukket mig i Øinene; den maatte jeg først see. Da vi kom nærmere til den, blev den høi, og ragede med Toppen op i den mørkeblaa Luft; Veiret havde nemlig forandret sig, og det deiligste varme Solskin afløst den kolde, fugtige Formiddagstaage. Vi nærmede os denne Klint omtrent i samme Retning, som Solstraalerne paa denne •13• Dagstid faldt, og det var en mageløs Farvepragt, at see den gule Klint mod den dybe blaa Luft, uden Skygger, Formerne kun betegnede ved de fineste Reflexer; det var henrivende deiligt. ”Kan du gaa herfra uden at tegne?” spurgte Ratus. Det falder tungt – svarede jeg, og Enden blev, at jeg satte mig paa en Steen ved Stranden og gjorde en Tegning af Partiet; Pennen løb saa hurtigt som Fingrene kunde føre den, men dog er jeg ham megen Tak skyldig fordi han fik mig til at glemme Tiden thi jeg har stor Glæde af denne raa Tegning. Vi gik omkring Klinten, og i Sidelys var den endnu deiligere, men her vilde det ikke være muligt i en Hast at tegne de smukke Former med den rige Afvexling af Skygge, Lys og Reflex. Det var det Sidste og jeg troer det Kjønneste jeg saae af Kysten paa Refsnæs. Snart vare vi ved Gaarden og jeg tilhest, Ratus gik ved Siden noget ud ad Veien; derpaa sagde jeg ham Tak for det deilige Besøg og Farvel. I et jevnt Trav tilbagelagde jeg snart de 2 Miil ind til Byen ad den store Landevei. Byerne jeg kom igjennem følge saaledes paa hinanden fra Vest til Øst: Bjørnstrup – Ulstrup – Kongstrup – Nostrup (noget tilvenstre) – Nyrup og tilsidst Rakløv. Denne sidste og Ulstrup ere kun Kirkebyer.

Røssingerne.
Saaledes kalder Almuen Beboerne paa Refsnæs. Jeg havde desværre ikke synderlig Leilighed til at tale med dem, og kjender derfor saare lidt til dem. Deres Dragt var i mine Øine meget smuk og endnu aldeles ufordærvet af Kjøbstadsmoder. Jeg fik Leilighed til at tegne en Pige paa Gaarden derude. Farverne •14• i deres Dragter ere meest mørke. Stærke røde Farver anvendes sparsomt, men kjønt. Skjørtet er [overstreget: vævet] meget vidt, men lagt i fine Læg heelt rundt, og forneden har det en indvævet Bordt af fine røde, sorte, blaae, gule Linier og en bred grøn; det er ellers mørkeblaat. Trøien af rødbrunt Hvergarn med grønne Baand i Ærmegab og rundt i Halsen; i denne Trøie eller Bul er fastsyet strikkede, mørkegrønne Ærmer, hvis Masker ere dannede i Ruder, og paa den udvendige Side af Armen er paa Ærmet broderet med Uldgarn af samme Farve smaae Rosetter, der ere saa smaae, at de vise sig kun som Knopper. Ærmet gaaer kun til Albuen og her stikker en rynket, med Kniplinger bræmmet Mansket frem. Huen har to egne Klapper, der gaa frem paa Kinden med hvide Kanter; om den er bundet et Tørklæde paa en egen Maade, som jeg fik tegnet. Forklædet er af grovt Hvergarn med mørkeblaa eller sorteblaae brede og smalle hvide Striber, forneden kantet med Baand af forskjellige stærke Farver; jeg veed ikke om Forklæderne findes vævede til dette bestemte Brug som i andre Egne af Sælland, eller, som Tøiet til Skjørtet, hvori de brogede Bræmmer ere indvævede. Mændenes Dragter saae jeg ikke, da det var i Høsttiden, hvor de klæde sig meget let; men om Vinteren skal de see godt ud i deres lange Kofter og Veste. Den her beskrevne Dragt er Stadsdragt, men jeg saae de fleste Qvinder i en anden. De gik næsten Alle i et hvidt uldent Underskjørt med en temmelig bred sort Kant nedenom, en hvid Bul kantet med røde eller brogede Baand i Halsen, •15• Ærmegabene og rundtom i Livet, hvor den ved et Par Indsnit |i Siderne| er dannet til et lille Skjød bagpaa. Ogsaa Trøien havde de sjældent paa men gik i de blotte Særkærmer. Saaledes gik de Smaae og Store, i Byerne og ved Markarbejdet. Hvad der især behagede mig ved Fruentimmernes Dragt var et vist simpelt, ærbart Udseende, den gav dem deels ved Snit deels ved Farve, og saa tækkelige saae de ud, at jeg spurgte om de ikke havde et mere dannet Væsen, end Bønderne i Almindelighed; men det er næppe Tilfælde. De boe paa en afsondret temmelig øde Halvø, hvor de sjældent see Reisende og kun have liden Samfærdsel med Andre. Dertil kommer at Pigerne forsømmes meget hjemme, hvor de egentlig kun muge og malke; Husmoderen kjærner, brygger og bager selv, saa de maa formelig opdrages, hvor de tage Tjeneste hos Folk udenfor Bondestanden. Dette skeer gjerne, naar de i nogle Aar have tjent Bønderne selv, som for største Delen lønner dem med gode Klædningstykker; have de nu samlet sig Klæder vil de gjerne tjene, hvor Lønnen gives dem i Penge, som de dog omhyggelig gjemme og anvende til Bohave. Selv virke de gode Stoffer, som Tepper o. s. v. De sige: det nytter ikke Østerlænderne, eller, dem der østerpaa (Bønderne hiinsides Kallundborg) at de tjene Penge, thi de kaste dem bort til Narrestreger. Bøndergaardene ere sjældent bygget sammen, som i det øvrige Sælland, men havde for det meeste Gab i de fire Hjørner, og det er først i den seneste Tid, at de begynde at hvitte dem udvændig; derimod skal de indtil Gaarden gjerne være hvittede. Bygningerne see dog godt ud med de graagule Leervægge, •16• der staae smukt i Farven til de røde Gavle. Flere Steder saae jeg et lille Huus ligge ved en gammel Stensætning; Mellemrummene mellem de store Steen i Kredsen var da fyldt ud med Jord og mindre Stene, og dannede saaledes en Art Indhegning; op over den grønne Tue derindenfor var saa et Stykke pløiet og lagt med Kartofler; selve Gravkammeret vel endog benyttet til at gjemme et og andet i, og ihvorvel det var en Vanhelligelse af disse for mig kjære Oldtidsminder, var der dog noget saa hyggeligt i denne venlige Forbindelse af Oldtid og Nutid, at jeg ikke kunde blive vred paa Beboerne af disse Hytter, der mildt hilste mig God-Aften, idet jeg reed forbi. Det er egentlig Alt, hvad jeg veed om Beboerne; men jeg fattede den Beslutning en anden Sommer at leie mig i Kost paa nogen Tid hos en Gaardmand herude, for at male ved Stranden – da skal jeg nok lære Røssingerne at kjende ligesaagodt, som jeg lærte at kjende Morten Jensen og Jens Nielsen og Niels Jensen og Slagter Niels og flere i Veiby i denne Sommer, da jeg i to Maaneder levede lykkelige Dage hos Bønderfolk, og lærte blandt dem herlige Mennesker at kjende. – Saa magre disse Linier end ere, vil de dog, naar lang Tid er gaaet, og, naar nye Indtryk kunde have forvisket disse, hjelpe mig til i Erindringen at leve disse to Dage hos Broder Honoratus om igjen. Det er ellers løierligt, at jeg ikke kan skrive Sligt, uden at forestille mig, at jeg skriver det for en Anden end
[ITL monogram]