2. mar. 1844

2 Martz
Hvor godt forstaaer jeg ikke dette Digt herovenover om Æolsharpen – især de sidste Stropher – gid alle Strænge maatte springe, hellere end give disse sørgelige Toner. Imellem naar jeg sidder her [overstreget: bliver jeg saa tung i Sindet og] betages |jeg| af uforstaaede Længsler og umisforstaaeligt Tungsind. O Gud! hvorlænge! hvorlænge skal jeg saaledes leve? uden Glæde, uden Ro. Om Morgenen gider jeg ikke staa op – om Aftenen ligesaa nødig gaa i Seng. Jeg gider neppe leve. Den unge Pige, der nylig dræbte sig selv gjorde næsten ret.