2. jul. 1846

Haag 2 July 1846
Haven i Antwerpen med en Mængde Dyr og Fugle, der bragte mig til den høieste Grad af Forundring tit over de sælsomme Former som Skabninger kan antage, interesserede mig overordentlig, jeg var der i 3 Timer. Nu har jeg seet paa Reisen deilige hollandske Byer: Dortrecht og Delft, men dog seer Haag ved første Øiekast endnu smukkere ud. Jeg kom hertil i gaar Aftes og gjorde strax en Vending ud i Skoven, som er herlig at see. Jeg boer: Hôtel du maréchal de Turenne.

•88•
senere samme Dag.
Jeg har været i Musæet og med det Samme ”i den syvende Himmel”, det er til at blive forrykt over at see samlet saa vidunderligt deilige Sager; det er for meget at notere; men jeg saae hans Portrait, den blege blonde, tidligt døde Paul Potter, med sit rødlige Haar og fine Træk har van der Helst malet ham deiligt, og paa et andet Billed af Tilbourg er han med sin Kone og Børn med flere tilgjæst hos Ostade, hos hvem der seer langt nettere ud, end man skulde formodet. Terbourg, Metzu, Netcher, Douw, Mieris, Potter, Wouvermann, van der Velde, Ruisdal, Wynants, Breughel og hvad de hedde allesammen, har idag gjort mig en Glæde, som bragte mig endog til at tale taaleligt Fransk, jeg maatte tale og anfaldt en Kunstner, der tog det venligt op, og med hvem jeg siden længe vandrede om blandt disse Skatte. Nu veed jeg, hvad det var, jeg vilde gjøre, om jeg kunde! O Gud! giv mig Evne til at præge nogle Træk af Livet af Din deiligt skabte Natur med disse Gamles Kjærlighed, i dygtige Træk •89• for Nutid og kommende Slægter, at man maa see, der var et kjærligt og trofast Gemyt i mig ogsaa, skjøndt min Fremtræden er svag og usikker. Hvor elskeligt seer Livet ud igjennem disse Gamles Opfatning – o havde jeg Evne! havde jeg Kraft og Udholdenhed! og maatte mine Øine staa mig bi! jeg skulde endnu tiltvinge mig Lykke og Tilfredshed ad andre Veie end Rigdommens og den glimrende Berømmelses; jeg skulde i Stilhed nyde en Henrykkelse ved mine Hænders Gjerning, og de, der ængstedes ved min Fattigdom skulde see, at jeg trods den havde en Lykke, jeg vel turde byde en yndig Pige at dele. Ja, det gamle Saar bløder endnu, hvergang jeg glædes eller bedrøves inderligt, hvergang jeg kunde hælde Hovedet mod en trofast Skulder eller trykke en Haand venligt i min. Det er som om det skulde negtes mig; jeg turde ikke paastaae en Kjærlighed, der mødte Modstand allevegne, jeg kunde gjentage min Begjæring, kunde offre Alt for denne Pige, der nu maa betragte mig som en Letsindig, fordi jeg ikke ad Krogveie søgte at nærme mig hende. Margrethe! Du gjorde mine Dage tunge mine Tanker vildsomme, Du drev mig bort fra •90• Hjemmet men Du gjengav mig til Kunsten! Du nødte mig til at søge andensteds hvad jeg savnede i Hjemmet: sundt og frisk Liv og Mod og Lyst til at leve. Nu, som for to Aar siden er min Længsel og mit Savn lige stort, derpaa kunde min Reise ikke hjælpe; men den skjænkede mig de herligste Timer, der tit udvidede og fyldte det sammenpressede Bryst med en Glæde og Begeistring der gjorde usigelig godt paa et sygt Gemyt. Og kan denne Glæde avle Frugter i Hjemmet, som skulde være værdt at nævnes, da takker jeg Dig derfor, som ”aldeles upaavirket” afslog min Bøn og viiste mig ud i Verden at søge Trøst. Snart skal jeg vel høre: Du er en andens Brud, gid han være Dig værdigere og gjøre Dig lykkeligere end jeg kunde gjort Dig, gid aldrig Du maa komme til at ønske Dig i den fattige Malers Stue, men at Du i rigt Maal maa nyde jordisk Lykke og finde Plads til en venlig Tanke paa ham, der langtfra stedse med Deeltagelse skal iagttage Din Skjæbne. – Hvor langt anderledes kunde Alt nu været! Tænk paa Nederlænderne, Du saae idag og •91• tie stille! Tænk om Du skulde blive istand til at male en ung Pige som hende, hvis Puls Doctoren føler i Jan Steens Billed. Tænk om Du skulde kunde male et Billed som Potters det lille med Vandet, en Luft som den der deiligt hvælver sig med store skinnende Skyer over Scheweningen af van der Velde! Tænk paa det, og tie stille! lad Ingen høre en Klage, Du staaer dog eengang som en Letsindig, Barnagtig, det bliver ikke bedre, derfor tie! –

senere samme Dag
Ved Bordet traf jeg uventet to Nordmænd: Advocat Schellerup og Secretair Kragh; de gik til Paris. Den sidste havde for flere Aar siden været i Rom. En fransk Kunstner tiltalte mig og gik til min Glæde selv over i det Italienske, som jeg dog endnu kunde gjøre Brug af. O, hvor jeg er glad ved Samlingen her, jeg læser Cataloget atter og atter, og venter med Længsel Timen, da det atter skal aabnes. En Sorg havde jeg idag: der var ikke paa Posthuset det saa inderligt efterlængtede Brev. Slyng Jer, sære Tanker! gjennem de skumleste Kroge, I komme dog imellem gjennem glade lyse Regioner, og lade mig imellemstunder føle: at jeg er baade Menneske og Maler.