5. okt. 1842

5 Octobr
Videre om Reisen. Haraldsted er en kjøn Bye med en anseelig Kirke, som jeg gjorde et flygtigt Udkast af. Snart naaede jeg Skoven, o hvor blev jeg glad; Veiret var graat, temmelig stille, just saaledes ønsker jeg det helst i Skovene. Solskinnet giver disse talløse Smaalys, som bortjager den Ro og Høitidelighed, som Skovene have i Graaveir. At jeg i en af de smukke smaae Enge gjerne vilde see ”den immergrønne Slette”, hvorom de islandske Sagamænd saa kjønt fortæller, som Stedet hvor den gode Knud Lavards Blod flød for den falske Magnus Nielsøn, er jo ganske i sin Orden. Uforglemmelig vil denne Morgen være i min Erindring. – Jeg naaede Valsøelille med den deilige Sø, hvor der laae en lille bevoxet Ø, paa hvilken skal være Ruiner af en gammel Borg. Dernæst det deilige Skjoldnæsholm, som jeg dog kun lærte at kjende forsaavidt det lader sig gjøre fra Veien. Over et Overdrev med smukke Bakker og Udsigter og gjennem et lille Skovparti naaede jeg til Ravnsholt, hvor man sagde mig boede en Skovfoged Villumsen, der beværtede Reisende. Jeg var virkelig trængende til en Forfriskning, da jeg altid paa slige Ture gaaer rask og kun opholder mig, hvor det er nødvendigt eller altfor fristende. I Tankerne udmalte jeg mig Stedet som kjønt – jeg skulde der ret have det godt, passiare med Manden, vise Børnene Billeder, maaskee tegne et Udkast til Erindring om Stedet o s v – Men ak! en suur Kone lovede kun lidt af dette ved første Øiekast, og viiste mig ogsaa bort med de Ord, at jeg kunde hvile og mætte mig i Blæsenborg. ”Men, er der ikke langt til Blæsenborg? jeg har alt gaaet fra Ringsted idag”. •74• ”En Miil”, var Svaret. En Miil, tænkte jeg, min gode Kone, er ingen Springvei, naar man alt er gaaet et Par paa en Kop Kaffe og to Tvebakker. ”Om Forladelse”, sagde jeg, Farvel! – Jeg gik ud i Skoven igjen – naar jeg gaaer saaledes ene paa ukjendte Veie behøves kun lidt for at stemme mig alvorlig. Den mørke Luft, Trætheden, Sulten, Hændelsen paa Ravnsholt, det var alt nok, og nu begyndte det endda at ruske, jeg kunde ikke undertrykke en bitter Følelse – jeg gjorde maaskee Konen Uret, jeg havde dog neppe kunnet vise nogen bort, som træt og sulten kom til min Dør, naar han kun havde et nogenlunde skikkeligt Ansigt. Jeg tænkte paa Bondekonen, der siede det brune Mosevand i den gule Skaal til mig, det var en Bondekone! saadanne gik jeg, Regnen blødte, saa jeg blev kold og klam, ret uhyggelig til mode – da faldt det mig ind, jeg havde jo endnu et rødt Æble af dem Louise Neergaard gav mig, o hvor smagte det Æble deiligt, ja, nu glædede jeg mig endog over den yndige Slørtone, Støvregnen gav de fjernere Skove paa samme Tid den gjennemblødte mine Klæder. Jeg kom forbi en Skovriderbolig, flere Bøndergaarde og til Hule-Mølle, men intetsteds vovede jeg mig ind. Ved Hule Mølle er der meget kjønt; derfra havde jeg kun en Fjerdingvei til Lethraborg, som jeg gik igjennem til Blæsenborg, hvor jeg indtog ¼ Snees Æg med Smørrebrød og siden Kaffe. •75• Derpaa gik jeg til Leire, der har mere for Tanken end Øiet, uagtet det dog er rart at see denne Mængde Høie, af hvilke man, kjønt nok, har givet nogle Navne efter vore gamle Konger. (See min lange Bog). Derfra til Herthadal, en smuk Skov, trods Alt, hvad man har gjort for at ødelægge den ved at anlægge Gange, Steenaltere og opslaae Blikplader med Indskrifter paa tydsk der i ret svulstige Udtryk siger, hvad enhver kan see: at her er skjønt. Nogle deilige høie Bøge er her der staae saa luftigt og dog dækker, saa det faaer Udseende af en festlig, høitidelig Hal, ret passende for et stort Offersted. Senere var jeg i Haven, der i mine Øine ikke heller har andet kjønt, end hvad Naturen har gjort, og dette har dog lidt ved Anlæggene. Disse to store Bakker med den dybe Kløft imellem, hvor der er Vandløb ere virkelig imposante. – Lettraborg hører til de Steder, jeg var forudindtaget imod, og det slog rigtig til. Af den Slags var ogsaa Anlægget paa Nakkehoved, der røber mere Taalmodighed end Smag, og der er flere, saaledes Haven til Bregentved, jeg aldrig har seet, o a fl.–