17. okt. 1845

Rom 17 Oct 45.
Her vil jeg notere de Billeder, der meest glædede mig. Galleri Charra, hvor jeg var idag med Ussing, Münster, Schack og Svenskeren mag: Josephson: •115•

• Johannes den Døbers Henrettelse af Valentino. Dybt i Farven og kraftigt modelleret. Deilig er den unge Salome tilhøire i det hvide Klædemon; ogsaa den ældre Qvinde med Guldfadet under Armen. Døberens bundne Hænder ere fortreffeligt modelerede og malte. Salomes Stilling med Haanden i Siden er saa naturlig og saa ny og simpel, at jeg deraf havde stor Glæde.
• Det trimpherende Rom af samme Kunstner var ogsaa prægtigt malet; men Allegorier er jeg i Kunsten altid lidt en garde imod. Jeg troer, han er af Caracciernes Skole.
• En Madonna med Barnet af Francesco Frania. Dette havde megen Karakteer og Uskyldighed i Hovederne, især glædede Hovedet paa den tilvenstre i Billedet, bag Madonna staaende Mand mig. Gammel Florentiner.
• Landskab af Claude Lorrain med en Solnedgang. Ogsaa med denne Maler gik det mig, som med Raphael; alle Beskrivelser have ikke kunnet skabe for høie Forventninger hos mig. Den Glands i Solen, den Overgang og Fiinhed i Farven, som han har, forekommer mig at indeholde noget af det samme Himmelske, Gaadefulde, som jeg finder hos Raphael. Og det i Forbindelse med en næsten famlende Barn- •118• lighed. Her var det rette Forhold mellem den glandsfulde, gule eller guldfarvede, nederste Deel af Luften og det Blaa foroven, der næsten hos alle Kunstnere, jeg har seet behandle lignende Æmner, bliver for let og gjennemsigtig imod det, der egentlig tilkommer den høieste Grad af Lys og Lethed. Jeg har troet denne Mangel begrundet i Farvernes Natur. Det Blaa, Ultramarin eller Cobolt er jo de letteste, meest ætheriske Farver, hvorimod Okkerne er mere tunge; og saaledes udfordres den største Agtpaagivenhed hos Maleren, for at det rette Forhold skal fremkomme. Men Claude har naaet det, saa hans Solskin varmer Een ind i Sjælen, det var en lille Perle.
• Landskab af Claude igjen. Dette Billed havde ikke den Virkning i Luften, og da jeg saae det først, vilde det ikke rigtigt smage mig; men ved nøiere Betragtning, maatte jeg indrømme, det var mere et Hele, end det forrige. Aldeles mesterlig er Tonen i dette, og Figurerne i Forgrunden i en vidunderlig deilig Harmoni med det Hele. –
• Landskab af Claude i hans ”første Maneer” troer jeg man har tvivlet paa, om det virkelig var hans; men ogsaa dette Billed, hvori •119• de kolde, sølvagtige Toner gjorde Øiet næsten lige saa godt, som de varme gule [overstreget: og røde] i de andre, glædede mig meget. Ogsaa heri vare Figurerne mesterligt anbragte, og saa aldeles fri i Tonen, at det forbausede mig. Endnu fandtes eet Billed med hans Navn, men hvor man seer tre saa smukke bliver man unøisom maaskee, saa det fjerde kan jeg ikke huske klart. –
• En Madonna af Lucas Kranach. Mange |Engle|Børn er om hende, og Billedet har en stærk og smuk Farve. Madonnas Hoved med det smukke rødlige Haar havde et saa ægte nordisk Præg, at jeg var ganske henrykt over den gamle Tydsker. –
• Hollandske Bønder af David Teniers, som fortreffeligt kunde taale at sees ved Siden af Italienerne. Det var vel bevaret og havde en overordentlig fiin Farve.
• Et stort Billed med mange smukke Hoveder af Garofalo, staaer dunklere for mig.
• Satan saaer ond Sæd, mens Arbeiderne sove, af Scidone, den samme Kunstner hvis lille Skizze i vort Galleri saa tit har glædet mig. Den sovende Figur tilhøire er noget af det jeg af denne Dags deilige Indtryk nødigst vilde glemme. Den er malt saa bredt og glandsfuldt, at det er kosteligt at see, saameget mere for hvem, der vil male dagligdags Ting, og altsaa heri kan have et Mønster. •120•
• Salome og hendes Moder med Johannes’s Hoved af Giorgione. Og denne Kunstner kjendte jeg, uden [at] have seet noget af ham. Da jeg nemlig saae Bøddelen, fremstillet i Rustning tænkte jeg strax paa Giorgione, som jeg kun kjendte af Kobbere og Beskrivelser. Denne Figur behagede mig meget, hvorimod de to Qvinder mindre. Det Hele var i mine Tanker lidt henstillet uden egentlig Liv og Composition. Døberens Hoved var herligt malt og maaskee det Bedste i Billedet.
• Portrait af Bronzino: En styg Dame, men hvis Dragt var saa deiligt coloreret, skjøndt simpel gjort med en hvid Krave.
• Spillere af Michel Angelo Caravaggio, som dog er en af de kjæreste for mig af Italienerne, dog det ere de jo Alle. – Dette Billed er fuldt af Liv; den unge Figur i en stribet Dragt, der støtter sig paa venstre Haand og hælder sig frem er mageløst opfattet.
• Et Portrait af en Mand i fuldt Harnisk hist og her gjennemarbeidet med Guld og Sølv, bragte mig ogsaa til at tænke paa Giorgione, hvem det dog ikke var. Malerens Navn har jeg glemt. |Sermonete.|

Nu kommer tre Billeder, hvorom jeg intet vil sige men kun nævne dem, som de var mig kjære til, saa at det bedste kommer til sidst: •121•

• Titians Elskede, malet af ham selv.
• Beskedenhed og Forfængelighed af Lionardo og
• Violinspilleren af Raphael.

De vare under Glas, men stode godt ved Vinduer paa Staffelier.

Men bedre, end disse tørre Ord, der ikke kunde komme høiere, end til: fortræffeligt, overordentligt og guddommeligt – staae disse Ting i min Hukommelse, der kun heri skal have en lille Hjælp.