Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

17. okt. 1842

17 October Mandag
Inat lukkede Døden to Øine, der nylig straalede mildt og venligt. Mine, Tjenestepigen her hos min Vert, hele Hospitalets Yndling døde. Hun var ung og yndig uden at være egentlig kjøn, altid venlig og mild. I Fredags Aftes blev hun pludselig syg og inat var det alt forbi. Hvor tit glædede ikke Din muntre Sang og Latter mig, du gode Pige! naar jeg sad ved mit Arbeid tit forknyt og traurig tilmode, da nynnede Du rask din Vise mens du syslede derude i Kjøkkenet; for Dig havde Livet megen Værdi endnu – o Gud! og jeg maa ved din Død, som ved saa mangt ungt Menneskes, sige: Gud ske Lov! jeg kan ikke sørge, I ere lykkelige, som have udstridt – vi at beklage, som blive tilbage; men vor Time kommer ogsaa, – min dog seent! – – Du gode Mine! jeg kan ikke ret forestille mig at Du er død allerede, Du som for faa Dage siden var saa munter. – senere. Jeg var med Candidat Paulsen nede at see hendes Liig; hver Form, der nylig svulmede smukt har Døden hurtigt stivnet; jeg tegnede et Udkast af hendes Træk for om mulig senere at kunne tegne et Billede af hende. En mærkelig Virkning har det gjort paa alle Gemytter her, enhver vilde hun vel, og heller Ingen vilde hende ondt. Havde jeg dog kun igaar seet dig og takket dig for al din Villighed, den du viiste mig daglig ved hundrede Smaatjenester, og da jeg forrige Vinter var syg, ved omhyggelig Pleie. Farvel, uskyldige Pige! gaae til de Lykkelige; du var kun en Tjenestepige, men dit Minde vil dog velsignes, thi du •81• var af de lykkelige Kvinder, som ved den blotte Nærværelse skaber Munterhed og Glæde. Hvor let vil det nu ikke falde mig at forlade Hospitalet, som du virkelig gjorde hyggeligt; paa Apothekergangen, hvor de unge Candidater bo, hvor vil der blive dødt, aldrig mere gjenlyder den af din Latter. – Døden er dog noget vidunderligt, gruelig og dog vor sidste Trøst, nei Døden er kun gruelig, men Trøsten ligger i Haabet om det gaadefulde Liv bag Dødens Nat. – Da jeg for omtrent et Aar siden flyttede herind anede jeg ikke at min vakkre Vertinde, Datter af Provst Meel i Raklev, alt ved Juletid skulle ligge under Jorden, nu drager jeg snart herfra og nu døer den vakkre lille Mine. – senere – Naar vi midt i vor blomstrende livsfriske, glade Ungdom bortrives af Døden, da ligger deri dog noget meget sørgeligt; thi denne uskyldige Glæde har endnu ingen Kamp bestaaet, Livets Alvor er endnu ikke traadt til for at klare Begreberne, vi ere ikke i denne Tilstand, for det menneskelige Øie, modne til at indgaae til et evigt Liv. Men der kommer Tvivl og Fristelser og en haard Strid skal vi kæmpe – i den staaer jeg nu selv og tit kunde jeg have Lyst at opgive Alt, men det faste Haab: Gud har givet os Kræfter til at bære, hvad han paalægger os, han vil lade os seire og han vil atter kalde tillive et muntert, livsfrisk, blomstrende Liv i os, hvor meget Dunkelt skal have klaret sig, hvor vi ville forsones med Meget i Verden, der nu træder sørgeligt og skjærende frem for vort Øie. Vaagner et saadant Liv atter i mig, da vil jeg ogsaa finde Ro, og finder jeg Ro, da føler jeg, at jeg kunde maaskee blive en Velsignelse for Mange, som den kjære Fabricius var det, som Købke, Du, Julius! havde •82• vel neppe selv endnu naaet dertil. Ak, hvilken Velsignelse maa det dog være at kunne trøste Andre og sige: Ven, jeg forstaar din Kummer, jeg har selv lidt, hvad du nu lider, men vær tro indtil Enden og du skal finde Hvile. – Ja dette er min Tro, lad mig derfor tie med de formastelige Ønsker om at befries ved Døden, hvor lidet moden er jeg. Lad mig, gode Gud! blive tro og stride Striden tilende, jeg vil da blive god og blid paa mine gamle Dage, jeg har jo ogsaa altid troet, at jeg blev gammel. – Men, algode Gud! lad mig ikke blive gammel i Synden – beskjærm den spæde Spire i mit Hjerte, som Du selv der har nedlagt, giv Regn og Soelskin, at den maa trives og opvoxe til et sundt og kraftigt Træ, hvorunder jeg i Alderdommen kan finde Hvile, da skal min Tale være som Lovsang til Din Ære – Livet vil jeg elske og mine Medmennesker og dog velsigne den Stund, Du kalder mig herfra til det evige Liv! –

  1. Wilhelmine Louise Klamer (ca. 1819-1842), stuepige hos kontrollør Carl Schoubye. Dødsårsagen blev i kirkebogen noteret som ”Pludseligen Død”.

  2. Sophie Hedvig Schoubye, f. Mehl (ca. 1810-1841).

  3. Provst Jens Kragballe Mehl (1782-1839).

  4. Ove Fabricius (1816-1841).

  5. Hans Peter Købke (1812-1839).

  6. Julius Th. Hedermann (1821-1841)

Fakta

PDF
17. okt. 1842
Dagbog A, side 80-82

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 114-116; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 124-125