1. aug. 1842

1 August
Jeg har idag besøgt Roed og Adam Müller; tillige var jeg inde i Thorvaldsens Musæum, der vist bliver en deilig Bygning. Nu er Stilladset taget bort og man kan see den smukke Façade, grandios og stærk i sine Forhold, men tillige fiin og ziirlig ved den fine Skraaning Døre og Vinduer har og ved de smukke Linier og som i lette Fremspring hist og her paa Muren. Ja, det lader til: det er mere end Ord hos Bindesbølle, hans Kjærlighed til det Brede og Simple. – Hos Roed saa jeg foruden flere Ting •50• en Copie efter Raphael, fra dennes tidligere Periode; med det er rigtignok noget sælsomt, det Indtryk et saadant Billede gjør. Det er som Uskyldigheden deri skulde sønderknuse al senere kunstlet Kunst. – Hvor det er sørgeligt at see en dygtig Kunstner som Adam Müller i en saa svag Tilstand. Han har Svindsot. Han seer lidende eller dog udtæret ud, hans Bevægelser ere matte og en huul kort Hosten, som hyppig kommer paa ham tyder vel ogsaa derhen. Det er underligt for mig, der har faaet den Tro, han kan ikke længe leve, at høre ham sige: at han vilde sætte de Ord: Fred giver jeg Eder! under en Christus, han har anlagt. De Ord fik en egen Vægt i hans, den Døendes, Mund. – O, hvor er mit Liv fattigt – fattigt paa Glæde som paa Sorg, fattigt paa Begivenheder, dødt, søvnigt – og det kaldes lykkeligt! Jeg kunde ønske en stor Sorg – en svær Sygdom, ja næsten en Forbrydelse – der kunde kalde tillive mine slumrende Evner, om der er nogen, ja! ti gange hellere vilde jeg have svar Synd paa min Samvittighed end disse tusinde Svagheds og Dorskheds-Overtrædelser. Den kunde jeg udsone, disse gjentager sig altid og fører mig langsomt, men sikkert, bestandig eet Skridt længer frem paa Veien ”ad Helved til!”