Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

7. jun. 1846

Novi, Søndag 7 Juny.
Længere kom jeg ikke med mine Notitser i Genua, hvorfra jeg dog maa bemærke Lidt af alt det jeg kastede et flygtigt Blik paa. Ankomsten var forbunden med ligesaamegen Vrælen, Polizia og Doganavrøvl som i Neapel og Livorno, men om jeg har været usædvanlig heldig eller om Mennesker og Fachiner der ere rimeligere det veed jeg ikke, men jeg kunde dog bunde.
Kirken San Lorenzo med en prægtig Facade, ikke ganske regulær et Taarn til den ene Side af den store Glasrose og en aaben Loggia til den anden, som gjorde en overordentlig malerisk Virkning. Tre superbe Portaler incrusterede med sort og hvidt Marmor. Indvændig var alt, Colonner og Vægge behængte med røde Tæpper, som vel gjorde en god Virkning, men jeg havde dog hellere seet, det ikke var Fest. Kunstværkerne, som skal findes, saae jeg ikke. – •49•
Kirken Santa Anunziata paanye restaureret, uhyre rigt forgyldt, hvad nu splinternyt i Modsætning til Ultramarin o s v gjorde en næsten for glimrende Virkning. Colonnerne er incrusterede med hvidt og rødt Marmor, saa Canelurerne, der ovenikjøbet have Rundstave i de nederste Dele, ere røde og de fremspringende Mellemrum hvide; et uhyre Arbeide.
Palazzo Doria, som jeg flere Gange passerede, havde jeg ventet var anseeligere, dog skulde jeg være glad om jeg havde en saadan Loggia i Hjemmet. Jeg vilde nu: at Doriaerne skulde være Mediceer, disse have forvænt mig i Florenz.
Palazzo Dorazzo. Galleri:

  • Bernardo Strozzi (il Capucino genovese) Portr af en Biskop, deiligt malet. –
  • Langetti genovese: Sant Peter i Fængsel.
  • Carlo Loti: Jacob kjender Josephs blodige Kjole.
  • Hannibal Carraci: Portrait.
  • Paolo Veronese: Santa Catarinas Trolovelse.
  • Ribera Spagnoletto: Democrit og Heraclit, to prægtige Billeder, hver af de gamle Herrer har sin Globus, den ene leer ad den, den anden græder over den. –
  • Caravaggio: Amor og Psyche, sovende.
  • Van Dyck: Barneportr som Tobias. •50•
  • Van Dyck: Barneportr i en hvid Atlasksdragt.
  • Van Dyck: tre Børn, de to Drenge til Siderne med deres lille, uforglemmeligt deilige Søster imellem sig; dette Barn er i hvid Silkekjole og vender Hovedet noget til Siden, men har jeg nogensinde seet et Barn deiligere opfattet! Custoden sagde det var en engelsk Konges Børn (Carl den førstes?). –

Palazzo Brignioli, stor Malerisamling, seet som den forrige i Gallop:

  • Palma Vecchio: prægtigt stort Billed, Kongernes Tilbedelse.
  • Tintoretto: Portrait, foruden det deilige Hoved, fortjener den prægtige matte Grund med indvævede Dyr og Ornamenter, Opmærksomhed.
  • Van Dyck: Portr af Marchese Brignioli til Hest, temmelig sort i Farven.
  • Bernardo Strozzi: en Fløitespiller.
  • Castiglione: Faar, nydeligt lille cirkelrundt Billed.
  • Caravaggio: Lazari Opvæggelse, stort og herligt Billed.
  • Paolo Veronese: Christi Fødsel.
  • Paolo Veronese: Judith og Holophernes uden Hoved.
  • Paris Bordone: superbt Portr: (m Peltsværk).
  • Van Dyck: Skattepengen.
  • Andrea Sachi: Icarus og Dædalus.
  • Guercino: Cleopatra, dræbende sig med Slangen liggende paa en Seng, heel Figur, prægtigt B: –
  • Giov Bellini: Portr af Francesco Philetto, dottore. •51•
  • Lodevico Caracci: Christus bærer Korset og Veronica holder Svededugen mod ham; smukt Billede.
  • Paolo Veronese: Dameportr i en sort og hvidstribet Kiole, hvorved man tænker paa en Zebra.
  • Domenichino, af hvem der ogsaa vare flere Billeder i Palazzo Dorazzo: St Rochus, men ham maa man see i Vatikanet og Palazzo Borghese.

Saaledes brugte jeg mig ret vel i Genua, skjøndt det var altsammen meget flygtigt betragtet, saa fik jeg dog en Forestilling om denne gamle, mærkelige Stad. Kl: 3 kjørte jeg med en Vetturin, og vi naaede til Ronco, hvor vi overnattede, det vil sige, hvor jeg sov fra 11-3 |imorges|, da jeg blev purret ud, efter at have sovet omtr ligesaa længe paa Dampskibet i min Kappe paa Dækket den foregaaende Nat, saa jeg er ligesom lidt flau. Hertil kom vi Kl 8 omtr for at være den varmeste Tid af Dagen, vi skulle naae Voghera til Natten og imorgen Mailand. – Her steg Prydelserne paa Hestenes Hovedtøi [overstreget: næsten] til det Høieste og næsten til det Latterlige, idet jeg før saae flere, som i Panden havde en Cirkel af Speilglas med en Roset af Grævlingehaar til Indfatning; dette foruden alle sædvanlige Qvaster, Remme, Reb, Bjælder, Baand og Klokker gjorde: at jeg af Hovedet kun saae Mule og Øren, som jeg har fundet det i Huets Raderinger. Her sees utroligt svære Karrer med 5-6 Heste og Muler foran hverandre, et lille Æsel tit i Spidsen.

•52•
Voghera samme Aften Kl 6.
I en smæltende Hede og en Støv, man ingen Forestilling gjør sig om kjørte vi da fra Novi, udenom Tortona, standsede for at tage en Glas Viin i en lille By senere og ankom hertil 5½. Egnen har fra noget paa den anden Side Novi været ganske flad, stærkt dyrket, men med smukke Fjerner[?] og riig Vegetation. Tidligere kjørte vi mellem Bjerge (li jughi-juvi?) der frembød riig Afvexling og mange nette [overstreget: Ud] Partier. Den Gentileste i Selskabet er en godmodig, trind Fyr, som er fra Como, men har i 6 Aar været i Neapel, vistnok som Cameriere i et Hotel; med ham maatte jeg dele Kammer sidste Nat, det vænnes man til, men [overstreget: hans] det øvrige Selskab er ikke angenemt at spise med, den ene er saa laset og snavset, at han virkelig lugter ilde, hvad jeg bemærkede alt i Genua, hvor han tog Plads hos mig i Coupéen. Min tykke Ven ligner Morten Madsvend, om han er saa luun veed jeg ikke. Det er en underlig Commerce, men dog behager denne Maade at reise paa mig grumme meget.

•53•
[tegning af en hest i fart set fra vognen]

Vetturinen, som ogsaa spiser med ved Bordet, er langt elskværdigere, end hans listigt udseende Padrone, med hvem jeg i Genua blev enig om at betale for Reisen, Middagsmaaltid om Aftenen og Seng: 27 Francs, ingen Drikkepenge, de skulde være med i denne Sum; det bliver jo ikke Tilfældet, saa med Caffe og Frokost vil det blive lidt over 30 Fr.

•54•
Brød og Viin.
Fritti.
kogt Lammekjød
Grønt som Fritti
Salame
|syltede Kirsebær som en Ret|
Trøfler
stegt Høne
Parmesanost
Jordbær
Smaakager og Frugt
Alt dette, veltillavet dannede vort Maaltid i Voghera, hvor Vetturinen, en simpel Kudsk og alle Passagererne, af hvilke een endog var laset og snavset toge Deel; det vil i Hjemmet være som et Eventyr. –

  1. Palma Vecchio (ca. 1479/80-1528). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 82, som nu tilskrives Bonifazio Veronese.

  2. Antoon van Dyck (1599-1641). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 48.

  3. Bernardo Strozzi (1581/82-1644). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 56.

  4. Giovanni Benedetto Castiglione (1609-1664). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 78.

  5. Michelangelo Merisi da Caravaggio (1571-1610). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 73, som retteligt er udført af Mattia Preti.

  6. Paolo Caliari, kaldet Veronese (1528-1588). Malerierne er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 67 og PR 95.

  7. Paris Bordone (1500-1571). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 43.

  8. Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 191.

  9. Andrea Sacchi (1599-1661). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 123.

  10. Giovanni Francesco Barbieri, kaldet Guercino (1591-1666). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 13.

  11. Giovanni Bellini (ca. 1430-1516). Maleriet er Palazzo Rosso, inv.nr. PR 93, som nu tilskrives Bernardino Licinio.

  12. Lundbye tænker formodentlig på den franske maler og grafiker Jean Baptiste Huet (1745-1811), idet han må have kendt dennes radering af en kvinde ridende på et tungt pakket æsel.

Fakta

PDF
7. jun. 1846
Dagbog G, side 48-54

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 226-230; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 440-444