Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

27. jun. 1842

Værebro-Mølle 27 Juny
Vi gik imorges Kl 9 fra Færgegaarden og nu sidde vi her i Møllen og vente paa blødkogte Æg, som skal gjøre god Virkning oven paa Vandringen i en halv Storm. Vi vare oppe paa Frode-Høi, men der er intet videre at see; nogle store Steen ligger der, om de have dannet nogen ordentlig Steensætning, Gravkammer eller Kreds kunde jeg ikke see. Det skar mig i Hjertet at see at to store Gruusgrave ere skaarne ind i den mægtige, lange Høi og true med at [overstreget: fylde] forvandle den gamle Kongegrav til Veifyld.

•39•
Roskilde om Aftenen samme Dag
Da vi gik fra Veirebro hertil havde vi megen Glæde af Veien, der skjøndt temmelig bar for Træer, dog er kjøn. Linierne ere bestandig saa deilige da mange Odder løbe ud i Fjorden, der ogsaa omflyder et Par Smaa-Øer (Eskilds-Ø). – Mange Høie og Stensætninger saae vi, men kunde ikke finde, trods megen Søgen, den Steen, hvori Dronning Margrethe skal i Vrede have traadt saa fast, at man endnu seer Mærket af den fine Dronningfod. Jeg saae den ifjor, men saa gjerne jeg vilde viist Skovgaard den, kunde jeg dog ikke faae Øie paa den. Bønderne skal tidligere ved St Hansdagstider hvert Aar have luget om den og bestrøet den med Sand, nu har de maaskee sprængt den. Men en overordentlig interessant Faarefold traf vi paa, den var gravet ind i en Høi og omgivet fortil og til Siderne med et raat Planke, eller Gitterværk og af huggede Grene; jeg tegnede uagtet det blæste en Storm dog et raat Udkast af den, da den vilde være kostelig i et Billede. Herinde ved Byen saae vi da Banken, hvor Haraldsborg har ligget og har efter Ankomsten gjort en Spadseretour omkring ved Kirken og ud til Bjerget. Det er for mig den kjæreste af alle Byer, jeg har seet; den har en yndig Omegn, den deilige Kirke med sine Kongegrave, og, er det ikke som de mange klare Kilders Mumlen var gamle Eventyr; der altid fortælles til nye og atter nye Slægter, der vel i det Hele kun lidet tænke paa, at de ere fødte til at fortsætte det Liv, som priselige Forfædre have begyndt. Ja, lad Verden blive saa prosaisk den vil, lad falde, hvad der er raddent og kan ikke staae, Historien har vi dog, den kan de ikke forvanske, den kan jeg elske og dybt føle Sandheden af de Ord:
O, einsam ist und tief betrübt,
Wer heiss und fromm die Vorzeit liebt!

See nu er Reisen forbi, den var dog kjær og rig paa Glæder, som jeg havde ventet, nu maa jeg i Kjøbenhavn see til at benytte Frugterne vel. – Tit var Tankerne i Vedby, jeg underlige Drømmer! jeg kan ikke slippe dette Billede – o Moder! vidste Du, hvad Din Johan drømmer om; men bort, kjære Drømmebilleder, I er som de yndige Svaler, jeg saae paa Veien idag kredse tæt forbi mig, men flyve bort, saasnart jeg standsede for ret at betragte dem og glæde mig ved dem, jeg vilde dem dog intet ondt. –
|Alt for snart saae jeg, at dette Billede var sandt! – den 16 July.|

  1. Lundbye og malerkammeraten P.C. Skovgaard (1817-1875).

  2. Øvre-Værebro mølle med tilhørende kro på landevejen mellem Hillerød og Roskilde.

  3. Den Hirschsprungske Samling, inv.nr. 1236.

  4. Citat fra Friedrich von Hardenberg kaldet Novalis’ ”Sehnsucht nach dem Tode”.

  5. Denne sidste sætning indskød Lundbye tre uger senere efter at hørt rygter om, at Louise Neergaard skulle være blevet forlovet med hans egen bror.

Fakta

PDF
27. jun. 1842
Dagbog A, side 38-39

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 82-84; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 89-90