30. sep. 1842

30 Sept Reisen til og fra Vedbygaard
Ved at see i min Tegnebog og ved at læse et Par Breve, jeg har skrevet til Louise L. kan jeg maaske skrive Lidt om min Reise, der dog gav mig mangen Nydelse, jeg gjerne vilde mindes. Det var den 23 August, en sand Festdag, at Louise og jeg reiste med Dagvognen herfra. I Roeskilde gik jeg hen til Provst Gad for at bringe Frøken Laura Plesner en Hilsen fra Louise, saa her saae jeg hende først, den gode Pige, som jeg senere har talt med hos Moder. Jeg glæder mig hver Gang jeg lærer et godt Menneske at kjende, af dem er der dog mange. •59• Paa Veien fra Roeskilde til Ringsted sad jeg imellem en ung Herre og en ung Dame. Herren begyndte jeg strax udenfor Byen en Samtale med, der varede uafbrudt til den sidste Kirkeby paa denne Side Ringsted, hvorimod jeg intet Ord vexlede med Damen til venstre, deels fordi jeg var saa godt i Gang med min Nabo til høire og deels fordi man er i Forlegenhed med en saadan eenlig ung Dame paa en Dagvogn, jeg saae ikke engang hendes Ansigt ret. Candidat Nyegaard og jeg talede om Historie, Poesi, vore gamle Minder o. s v. Han var vel bevandret i Sagaerne, Kæmpeviserne og havde levende Interesse for Sagn og alt det Samme, jeg saa inderlig elsker, saa jeg forbausedes over den Hurtighed, hvormed Tiden løb paa dette Stykke Vei. Fra Ringsted til Sorø sad en fremmed ung Dame mellem Louise og mig, og da jeg yttrede, at min forrige Nabo vel maatte have kjedet sig forskrækkeligt ved vor Conversation, bejaede min nærværende det i en Tone, som sagde, at det netop var hende. Ganske snurrigt! jeg stræbte nu efter Evne at gjøre det godt igjen ved at vise hende lidt mere Opmærksomhed; det var en Datter af Pedellen Ørum. Ligeførend Veien svinger ind til Ringsted har man en Udsigt tilhøire henimod Haraldsted Sø og Skov, der alt tidligere har fristet mig til engang at tage derhen, hvor Landtungerne spidse og ziirlige strakte dem ud i Søen og Skoven gik ned [overstreget: dertil] derimod, desuden havde jo Stedet megen Interesse for mig – her var |det| jo, at Knud Lavard maatte lade sit Liv – Længselsfuldt saae jeg til Kirken i Ringsted, hvor jeg vidste at mange Konger hviler, – jeg kom ikke derind. Paa Veien til Sorø kom vi først forbi Sigersted, [overstreget: som] |der| nævnes som det Sted, hvor Signe •60• brændte sig inde i sit Jomfrubur for tro at følge sin elskede Habor. Hvor meget jeg holder af disse vore Sagn, saa finder jeg det dog næsten latterligt, at vilde antage en oppløiet forbrændt Bjælke for en Levning af hendes Huus. Derimod fandt jeg noget mere troværdigt i den Yttring af afdøde Biskop P.E. Müller: at Navnet Haborshøi var umiskjendeligt i: Havrehøi – ligesom ved Leire Hertadal er blevet til Ærtedal. Nu, vi rullede derforbi uden at jeg havde Leilighed til nærmere at tage Egnen i Øiesyn, saalidt som Fjenneslev, hvor man har sagt mig, at der skal endnu være spor af, at Kirken har før havt to Taarne. Jeg maatte tænke paa Oehlenschlägers smukke Ord:

Falden er nu det ene Taarn
og Krattet voxer af Gruus –
Axel og Esbern Snare
de taarne det danske Huus. –

Til den anden, høire, Side af Veien laae i temmelig Afstand den ældgamle Bjernede Kirke, der ved sin Dannelse som en Bispehue endnu minder om den catholske Tid. Nu kom Sorø, den yndige By ved den stille alvorlige Sø, ogsaa den maatte jeg reise forbi og nøies med Udsigten|rne| ved Krebshuus og Kongebroen, der rigtignok ere deilige. Nu kom en aaben Egn, hvor Skovene vare trængte tilbage og gave de fjernere Udsigter altid megen Ynde ved de fine Linier hvori de overskare hverandre; flere Gaarde, hvoriblandt Frederikslund, saae vi her i Afstand; dette Stykke Vei er jeg aldrig før kommet af. I Mørkningen naaede vi Slagelse, hvor vi bleve modtagne af Peter og Sophus Neergaard samt Schnegelsberg; vi drak Thee hos gamle Jomfru Bona, der i sine unge Dage har været forlovet med min Onkel, Henrik Vilhelm Lundbye, der skal have behandlet hende slet og omsider hævet Forbindelsen. Temmelig seent ankom vi til Vedbygaard, hvor der vare mange Gjester paa den Tid, nemlig Fru Hjort med 5 Børn og Frøken Flensborg.