26. jul. 1845

Løverdag. Rom 26 July 1845.
Jeg har alt seet en god Deel af Rom, gjort en heel Deel Tegninger, og med Glæde erfaret: at Folkelivet her kunde dog langt overgaae mine største Forventninger. Kunstsager har jeg kun seet i St Peter – Samlingerne har jeg endnu slet ikke besøgt da Varmen er gruelig, ihvorvel de Øvrige her sige: det er Intet, mod hvad den har været. Jeg længes meget efter Jerichau og Læssøe, og nu skulde jeg idag reise ud til dem, om ikke Vetturinen narrer mig. Landsmændenes Forsamlinger ved Maaltider og paa Spadseregange ere temmelig dorske og kjedelige; og det har undret mig, hvor liden Deel de igrunden tage i den Strid, der for Tiden føres hjemme om Tydsk og Dansk i Slesvig. Jeg kan ikke gaae ind paa de lange Artikler i tydske Blade om denne Sag – jeg kan kun mærke, at det er et Lem, man vil •81• rive af Moderlandet, det maa gjøre mig ondt, og det kan ingen, der føler sig som Dansk, godvillig give sit Minde til. – Forøvrigt er min Stilling temmelig betænkelig, idet jeg er ganske blottet for Penge; Ruben har idag laant mig 10 Scudi, som jeg haaber at kunne holde ud med, indtil jeg faaer Penge hjemmefra. – Hvordan skal det behage mig at arbeide i Civitella? derom dreie alle Spørgsmaal sig nu, og deraf afhænger mit fremtidige Vel, baade i materiel og aandelig Henseende. Jeg gaaer med en Sygdom, der ene ved Arbeide og ved dygtigt Arbeide kan helbredes. Hvad hjælper det, at man hjemme viiste mig Deeltagelse – den Sunde der staaer ved Sygesengen, kan ikke indgive Feberpatienten af sin Kraft – saa jeg idag hos Goethe. Nu altsaa Kl: 3 til Tivoli, og imorgen paa et Æsel til Civitella. Gid jeg var der! Gid Jerichau og Læssøe tage vel imod mig!
•82•
Naar jeg ikke skriver et Ord om al den Deilighed, som her omgiver mig, ikke et Ord om det gamle Forum, ikke om Peterskirken ikke om Campagnen, ikke om de deilige Menneskeskikkelser, Dyreskikkelser, Livet paa Gaderne med de smukke Vandspring i de forskjælligste Former og i rigeste Mængde, ikke et Ord om de smaae Gader, hvor jeg saa gjerne gaaer og betragter et Liv saa fremmed og uforstaaeligt for mig som det Maal jeg hører tales og synges om mig, ikke et Ord om de Qvindeskikkelser, hvis Øine ere som Ild, hvis Holdning og Form er som Antikernes – naar jeg slet ikke indlader mig paa at beskrive det, da er det fordi det langt, langt overgaaer min Pens Kræfter, og fordi: jeg dog er saa meget Maler, at jeg føler, dette maa beskrives af mig med Farve og Tegning efter Evne, og ikke i Bøger. O, kunde jeg forjage alle Erindringer, og rolig •83• med samlet Kraft hengive mig til denne Rigdom, jeg kunde da endnu komme paa Fode som Kunstner, som Menneske. Men i disse Par Aar maa det skee, mens jeg er ude af alle Forhold i Hjemmet, og saa ligegyldig for Enhver, at jeg kun har mig selv at søge Glæde og Trøst og Kraft hos. Var det ikke et Hykleri at vende sig til den Gud, jeg aldrig har havt Kraft og Fromhed nok til stadig at bønfalde og takke, jeg kunde da nu bede, ret inderligt bede om Kraft til Arbeide, til at gjøre det Gode, jeg gjerne vil. Men en saadan Bøn er ikke for mig, og den Tid vel fjern endnu, da der kan være Tale om religiøst Liv i mig – derfor tilbage i den evige Vexel af kort Glæde, kort Haab, kort Lyst og Liv, og lang Anger, lang Længsel, lang Jammerlighed, hvori jeg nu saalænge har levet, og som vel er: mit Element! Er jeg at fortænke i, at jeg ønsker at komme i et andet?