Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

3. maj. 1846

Florenz 3 May 46
Regnskab:
Laant af Prof Clausen 7 Napoleons d'or.
modtaget af ham til at kjøbe Billeder for 1 do (36 Paoli)

Jeg maler nu af alle Kræfter siden d 30 April, da jeg begyndte et lille Billed med Taccas Vildsvin.

•29•
3 May 46
Imorgen reiser Clausens, som have været her i en 8 Dagstid, og med hvem jeg har seet Meget, hvor iblandt: Palazzo Vechio. Bandinellis Adam og Eva, Michel Angelos ”Seir” (ufuldendt) en lille Genius af Bronze midt i den smukke Gaard af Andrea da Verrochio o s v, men fremfor alt det Øvrige: Ghirlandajos Malerier i det lille Capel. Billedet paa Altaret forestiller: Bebudelsen, paa Hvælvingen derforan: |de| 4 Evangelister og ved Vinduet Hoveder og flere Helgene. Alt afdeelt i Felter af rig Architectur, hvis Mellemrum decoreres af deiligt malte Ornamenter og Figurer, graat i graat paa Guldgrund. –
og idag Raphaels deilige Nadvere i fresco i en Bygning, der nu er Vognskuur men tidligere var Nonnekloster. Dette Billed er et Hovedværk fra hans tidligere Tid (1505) overordentlig deilig og vel bevaret. I Landskabet bagved seer man Bønnen i Gethsemane og de 3 sovende Apostle. Det skal stikkes af Jesi.

  1. Teologen Henrik Nicolai Clausen (1793-1877).

  2. Ribe Kunstmuseum (Karl Madsen: Johan Thomas Lundbye 1818-1848, København 1949, nr. 208). Maleriet forestiller en scene ved Loggia del Mercato med Fontana del Porcellino af Pietro Tacca (1577-1640).

  3. Rafael (1483-1520). Freskoen i klostret ved San Onofrio tilskrives nu Pietro Perugino.

  4. Den italienske kobberstikker Samuele Jesi (1788-1853).

Fakta

PDF
3. maj. 1846
Dagbog G, side 28-29

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 212; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 431