21. dec. 1842

21 Dec
Det er Middag, men saa mørkt, at jeg kan ikke male; længe have vi havt saadant tykt, taaget Veir, dog, det er mørkere i min Sjæl. Naar skal Glæden vende tilbage for mig, naar skal jeg, Gud! af fuldt Hjerte kunne takke Dig for Livet, Du gav mig? – See, jeg var fortumlet af Verdens Suus og •106• Duus, vendte Blikket mod mit eget Indre, men fandt kun der, hvad der maatte bedrøve mig, ingen Glæde, ingen Kraft. Jeg føler, at jeg er paa Veie til reent at ødelægge mit Sind. Ved idelig at præke for mig selv om Pligterne mod min Familie fik mit Væsen saameget ydre Ro, at min dyrebare Moder forlod mig tryg og rolig, som den, der vilde være istand til at styre tilrette mens hun var borte; hun roste mig, jeg kyssede hende og løb bort, jeg vidste jo bedst, hvorlidt jeg fortjente Roes. Denne tilløiede Ro kan [jeg] ikke holde ud.