18. jun. 1845

Onsdag 18 Juny. Coblenz.
Jeg har imorges været paa Ehrenbreitstein, staaet ganske kold og seet ned paa denne berømte Udsigt, nei, jeg hader berømte Udsigter. De stille afsides Kroge, hvor faae komme, og Ingen taler om, der finder jeg min bedste Fryd. Fæstningsværkerne morede •42• mig, de er for en Deel byggede af Steen, som er brudt paa Stedet, hvad der giver dem Udseende af at være voxet sammen med Klippen. Det seer for en Uindviet ganske uindtageligt ud, og da Anlægget er gjort mellem 1818 og 22-23, saa er det vel ogsaa tidssvarende. Der var Exersits, Inspection af en gammel General, Fælledmanoevre med klingende Spil, unge Officerer med smukke |blanke| Hjelme, [overstreget: og] stramme Uniformer og tomme Ansigter, accurat som hos os. Hvad der af Naturen meest glædede mig her var Smaablomsterne i Klipperifterne. Nei, jeg faaer dog nok Ret i min Mening om Rhinen.

10 Sgr. Billet til Fæstningen og Drikkepenge til en Underofficer for at visere mit
5 – Pas, samt til Leietjeneren der besørgede det.
1 Th. 14 ... i Værtshuset: die drei Schweitzer.

Iblandt Reiseselskabet igaar var ogsaa en engelsk Familie. Datteren tiltalte mig paa meget slet Tydsk og vi førte en Slags Samtale, hvor vi vistnok kun hveranden Gang forstod hinanden; men hun havde noget saa mildt og tækkeligt, at jeg endog fik Mod til at prøve at tale engelsk med hende, hvad jeg desværre snart maatte opgive. Hun var ikke ganske ung og saa svagelig ud og havde meget tilfælleds i Ydre med Petra Lütchen, nu Petra Seidelin, hvis Ansigt stedse har saameget behaget mig. De samme sorte, tankefulde Øine havde ogsaa denne Miss:

•43•
Mainz
ankom Kl 8½ med Dampskib. Det Stykke af Rhinen, jeg idag har seet er ulige kjønnere, end det Foregaaende. Det vil sige mere vildt, og jeg tvivler ikke paa, at jeg jo vilde finde Steder som i allerhøieste Grad vilde interessere mig, dersom man ikke bestandig blev forstyrret i Nydelsen, deels derved: at man nyder det i saa stort Selskab, hvormed tables d’hotes, Kaffe og Theslapperads, Conversation, Parasoller og ækle Kellnere er uadskilleligt forbunden – deels fordi man i eet væk mærker, at den smukke Natur er brugt til Prelleri og dens simple Skjønhed forstyrret ved saa smaaligt Effectjægeri som f Ex ved den deilige Lurley at lade een komme frem og blæse Valdhorn og skyde Bøsser af – væmmeligt! naar man veed, det gjentager sig for hvert Dampskib som passerer. Jeg kan saa godt begribe, at det er en Egn for Sødring, men han skulde skee en Ulykke for den Maade, hvorpaa han opfatter den. Idag saae jeg Oberwesel som han gjentagne Gange har behandlet. Denne By har, som overhovedet alle de smaae Byer ved Kysterne af Rhinen mellem Bonn og Mainz noget Sørgeligt, Høitideligt. De ere alle lange, klemte flade mellem Bjerget i Ryggen og Floden i fronten. •44• De bestaae af gamle Bygninger, graagule med graa Skifertage, og tit omgivne med Fragmenter af Mure og Taarne. Dertil nu de utallige Ruiner, som fra Bjergspidserne see ned over Egnen – det Hele er Alvorligt, og langt fra at have den sukkersøde, vamle Romantik, som de Kunstnere, jeg har seet behandle Rhinen, stedse har begavet den med. Og denne skjæve Opfatning har dog gjort, at jeg med Fordom kom hertil, en Fordom, som nu, da jeg har passeret det Smukkeste, ikke er ganske udrevet. Hvad jeg vil beholde i frisk og kjærlig Erindring bestandig af disse Ting er: Drachenfels, helst seet sydfra, og den mageløse Lurley – og af Byerne: Oberwesel og Bacharach. Jeg vil ikke være vred paa Rhinen, men paa de Kunstnere, som ikke saae den med mine Øine, det er jo endda ganske humant! og saa er der jo rigtignok den slemme Ting: at her strømmer Mennesker sammen fra alle Verdenskanter, endog brasilianske Prindsesser forre her igjennem den stille Flodseng med klingende Spil og vaiende Flag. Det er jo næsten værre end Tivoli hjemme!
•45•
Iblandt de Reisende vare idag ogsaa en Deel Englændere, Andre end igaar, og iblandt dem et par Damer, saa nette, at jeg tilsidst ikke kunde lade være at tiltale dem. Jeg hørte de gjorde nogle Bemærkninger om Malerier, da de saae mig tegne et Udkast af Lurley, jeg greb Leiligheden, og sagde: I do’nt know if it could make the ladies some pleasure to see some little sketches, partly from my native country and partly fra this voyage? Det blev meget venligt optaget, og den enes Bemærkninger røbede et Øie, som var vant til at see Kunstværker. Desværre forbød Conversationen sig selv, da jeg ikke kunde saameget af Sproget, at jeg kunde føre en Samtale. – En snurrig Hændelse havde jeg med en anden Reisende; det var en aldrende, net Mand med Ordensbaand i Knaphullet, som kom hen til mig og spurgte paa fransk, om jeg ikke var fra Danmark og stod i Begreb med at gjøre en Kunstreise? Jeg bad ham bytte Sproget saa det blev tydsk og bejaede Spørgsmaalene, hvorpaa vi passiarede en heel Deel. Endelig sagde jeg ham mit Navn, og spurgte, om jeg turde vide med hvem jeg havde den Ære at tale? •46• Ich bin der Prinz von Neuwied, svarede han, og jeg havde nær med pletmathisensk Accent udbrudt: aah! men var saa heldig strax at kunde svare: at hans Navn var mig bekjendt, da han jo som Naturforsker havde gjort betydelige Reiser og skrevet en Deel, (hvad man sjældent kan sige om Prindser, men netop derfor har jeg vel beholdt hans Navn i Erindring). Han sagde imidlertid, at det var hans Broder; denne havde mere interesseret sig for Kunsten og malede selv i Olie. Imidlertid havde jeg ingen anden Titel for ham end: Sie, og han lod ikke til at gjøre Fordring paa mere; det var en net gammel Mand med et belevent, fiint Væsen, men havde forøvrigt intet Prindseligt ved sig.
11 Sgr. – For Thee, Kaffe og Smørrebrød ombord. –