Johan Thomas Lundbye’s journals
Redaktionelle bemærkninger
Kronologi og udgivelseshistorie
Lundbyes dagbøger er ført over en seksårs perioden fra 24. marts 1842 til 15. april 1848 og omfatter syv bøger eller hæfter med i alt 698 sider håndskrevne dagbogsnotater. De syv dagbøger er i det følgende benævnt ved bogstaverne A til G, som allerede Karl Madsen gjorde det i sin Lundbye-monografi fra 1895. Omkring en fjerdedel af dagbøgernes indhold er ikke tidligere udgivet i deres helhed, nemlig dagbøgerne C og D fra 1843-1845, som tilhører Den kgl. Kobberstiksamling og Den Hirschsprungske Samling. Hvis man ser bort fra Karl Madsens udgivelse af forskellige uddrag af dagbøgerne (1918, genudgivet 1961), så er de øvrige tre-fjerdedele af dagbogsteksten udgivet i fire forskellige omgange og med vidt forskelligt kommenteringsniveau. Dagbog A fra årene 1842-1843 blev udgivet i 1967 af Mogens Lebech under titlen ”Et år af mit liv”. Det følgende år blev et mindre hæfte med optegnelser fra sommeren 1843 (Dagbog C) udgivet af N.L. Faaborg i Fund og Forskning, og i 1976 fulgte så udgivelsen af Lundbyes tre rejsedagbøger fra 1845-46 (Dagbog E, F og G). Sidstnævnte udgivelse skyldtes Bjarne Jørnæs bistået af et hold studerende ved Københavns Universitet (nemlig Verner Jul Andersen, Bente Holst Christensen, Kirsten Danneboe, Anne Jacobsen, Vibeke Knudsen, Jette Kjærboe Larsen, Steen Fridlund Plewing, Bente Scavenius, Bente Schiøler og Annette Stabell). Senest er også dagbogsnotaterne fra Lundbyes sidste leveår (indeholdt i Dagbog D) blevet publiceret af Ettore Rocca i kataloget til udstillingen Længsel – Lundbye og Kierkegaard på Nivaagaards Malerisamling og Ribe Kunstmuseum i 2013. Redaktøren skylder alle disse fagfæller stor taknemmelighed, idet denne udgave et stykke af vejen bygger videre på deres arbejde. Jeg har dog i alle tilfælde ment det rigtigst at korrigere tidligere transskriptioner eller helt at transskribere teksten på ny, at forsyne teksten med mine egne kommentarer (ofte færre eller flere end i de tidligere udgaver) og generelt at tilstræbe en redaktionel konsistens.
Principper for tekstgengivelse
- Lundbyes stavemåde er i alle tilfælde bibeholdt, og Lundbyes understregninger i manuskriptet er gengivet som kursiv.
- Sideskift og sidetal i manuskriptet angives i teksten mellem to kraftige prikker, eksempelvis •12• der markerer, at ”her begynder side 12”.
- Redaktionelle bemærkning og manglende ord er i teksten angivet i [kantede parenteser].
- Overstregede ord i manuskriptet er angivet som [overstreget:], mens ord og sætninger tilføjede over linjen, under linjen eller i margin er angivet mellem |lodrette streger|. Disse ændringer skyldes alle Lundbye selv, medmindre andet er angivet ved en note. Overstregede ord og tegn er kun gengivet, hvor de afspejler Lundbyes overvejelser af indholdsmæssig eller stilistisk art (og, sjældnere, hvor der er tale om en senere læsers censur), men ikke hvor der blot er tale om rettelser af skrivefejl.
Principper for annotation
De til originalteksten knyttede kommentarer er tænkt som støtte til læsningen og til at afklare indforståede referencer. Det har været ambitionen, at noterne først og fremmest skulle bidrage til identifikation af Lundbyes egne omtalte værker; identifikation af personer fra Lundbyes samtid; identifikation af de efter-antikke kunstværker, som Lundbye nævner at have set i kunstsamlinger; samt identifikation af den litteratur, som Lundbye så flittigt læser og citerer. Topografiske noter er derimod holdt på et minimum, mens værker, der fortsat findes i fx omtalte kirker, kun undtagelsesvis er forsynet med noter.
Redaktion
Kommentarer og forslag til forbedringer kan sendes til projektansvarlig redaktør Jesper Svenningsen, jsv@smk.dk