18. Apr. 1843

18 April.
Jeg har siden før Juul underviist en Frøken Rosenkrantz i Malning. Det er nu standset, da hun i [overstreget: disse] Dag [overstreget: -e] skal have Bryllup med Kammerjunker Wichfeldt til Engelstofte. Det var mig virkelig behagelige Timer, da hun baade havde Anlæg og Interesse, og det glædede mig at hun, en Dame af den fine Verden, dog saa ganske gik ind paa Meget af det, jeg i min ubevidste Aandshovmod ansaae for ufordrageligt for ”det elegante Publicum”. Derfor afgav jeg Publicums Yndest og troede at være tilfreds med faae Venners Bifald, jeg Daare! som kunde glemme at: et hæderligt Navn blandt Medmennesker og at erindres gjennem Tiderne, er den stolteste og skjønneste Løn, Jorden kan give. Jeg saae, hvor det Sledske og Søde gik glat ned – jeg fornægtede hvert Skridt som fører til denne Dame- og Modeherres Gunst – men oversaae: at Feilen var min, naar man gik mine Arbeider uændsede forbi, fordi jeg ikke forstod at gjøre dem saaledes, at Skjønheden, der havde talt saa mægtigt til mig, ogsaa klart kunne straale tilbage fra mit Billede. Det var dog aldrig endnu den smaalige Forfængelighed, der føler sig miskjendt o s v, der betog mig, men jeg bedrøvedes, naar selve Gjenstanden, der havde grebet mig blev behandlet, en Bagatel; det maatte nødvendig bedrøve mig, for hvem Intet i Naturen •47• er for smukt. Det virkede tilbagestødende, og jeg søgte i en lille Kreds min Verden. Jeg tog Feil og vender ydmyget tilbage til den store Verden, hvoraf jeg er et Led, og hvis Dom ikke ustraffet kan ringeagtes. – Idag sagde jeg Frøken Rosenkrantz Farvel, hun reiser strax efter Bryluppet bort til Laaland. Hun var altid venlig og god mod mig og de bedste Ønsker for hendes fremtidige Lykke havde jeg paa Munden, men intet Ord kunde komme over mine Læber. Jeg saae en lille Bevægelse af den fine Haand, som om den tænkte paa at udstrække sig mod min, der hængte blytung og ubevægelig – Døren lukkedes – inde sad den smukke, unge, dannede, rige, lykkelige Pige og ude stod – den fattige Maler, der dog har seet een Pige, der kunde uden Skjønhed og Rigdom gjøre mig ligesaa lykkelig. [overstreget: Jeg er ung og kan ikke glemme denne ene ihvorvel det maaskee var det klogeste;] jeg burde maaskee tage Exempel af de herlige Kunstnere, der gjorde Kunsten til deres Elskerinde. Lionardo var aldrig gift, og Michel Anchelo, den herlige kraftige Michel Angelo steg efter Sagnet reen som en Jomfru i sin Grav. – [overstreget: Aarene ile hastigt hen og Tiden vil ogsaa blege LMN’s Billed i min Sjæl. Hun var den Eneste af de Mange, der gjorde Indtryk paa mig; men heldigvis har hidtil Bevidsheden om egen Svaghed været saa stærk, at den har gjort det utænkeligt, at jeg skulde røbe denne mine Følelse for nogen anden end min Dagbog.] Den skal en- •48• gang, naar den gamle Pebersvend har lukket de smaae, daarlige Øine, fortælle, at ogsaa han en gang var ung og drømte om Lykke paa Jorden. Men disse Drømme gjemte han, som syndige Tanker han maatte skjule, gjemte dem til han forsilde maatte begræde sin Forsagthed. –