20. Apr. 1843

20 April
Jeg sad idag ved mit Staffeli malende paa et lille Billede, som jeg selv vil beholde: Udsigten fra min Bænk ved Steenbunken i mine Forældres Have paa Frederiksværk. Jeg drømte mig tilbage paa denne min Yndlingsplads, hvor jeg saa tit glædede mig over Vildgjæssene ved Søbredden, hvor jeg saa tit betragtede de fjerne Flyvesandsbanker ved Tisvilde – som jeg saaledes sad kom Moder op til mig, og da hun saa Maleriet stod Taarerne hende i Øiet. Hvor saligt at kunne ved sit Arbeide vække saadanne Følelser, disse Taarer var en skjønnere Løn end Alverdens Roes. Velsignede Moder! Gud skjænke Dig et langt Liv! Naar Du engang gaaer til Hvile, da er det Bedste borte for mig. – Du er min trofasteste Elskerinde, som Du var den Eneste – Du er mit Mønster ved Din Fromhed og Taalmod naar Du er død, vil Verden blive mig gruelig øde, jeg maa jo selv nu, da Du daglig opliver mig ved Din Kjærlighed, tit søge efter dens Deilighed; det er ikke meer som før, da Naturens Skjønheder var mig en evig rislende Kilde, hvor af jeg hver Dag, hver Time øste Fryd – nu maa jeg lede efter Glæde og den vil dø med Dig. Du seer mit Alvor, men trætter mig ikke med Spørgsmaal om jeg er syg eller om noget er gaaet mig imod – Du forstaaer at jeg kan være lykkelig, og kun være lykkelig, ved mit Tungsind.