26. Sep. 1845

Rom 26 Sept 45.
Jeg tør tro: at det værste er forbi med Jerichau [overstreget: og Læs], idetmindste have vi havt enkelte Berøringspuncter i de senere Dage, og det var som [overstreget: et] svage Solglimt paa en kold, graa Dag. –
At være i Italien ganske uden Kjærlighedseventyr var dog altfor kjedeligt, og saa meget udenfor Regelen, at man var istand til at nægte jeg havde været her. Lad mig da ogsaa her berette, hvad jeg har Oplevet af den Slags, saameget mere, som jeg vist længe skal gjemme disse Minder, der nu i denne forfrosne Tid indpræges i •98• mit fattige Hjerte.
1. De borghesiske Duer.
Saaledes kaldes to Systre, Døttre af en Englænder, som skal være her bestandig. Jeg har kun seet dem og Moderen, [overstreget: som] naar de om Aftenen spadserer paa Passagiataen, hvor de stedse komme i hvide Kjoler, hvilket, i Forbindelse med at de skal arbeide i Galleri Borghese, (de ere begge Malerinder) har erhvervet dem dette smukke Øgenavn. De ere stygge, store, især den ene, og have overhovedet Intet af hvad der kan falde i Øinene; men desuagtet har Synet af denne Familie, saa ganske blottet for Coquetteri, fra første Øieblik gjort et ubeskriveligt venligt Indtryk paa mig, saa meget mere som de, ligesom jeg selv, kjendelig skyer den Deel, hvor ”Sproglærerens Datter” majestætisk kneisende vandrer op og ned, dragende en Mængde Herrer efter sig, og som jeg, inderlig forknyt, i disse tre Skikkelser saae ligesom •99• et Glimt af nordisk Familieliv. Det er blevet mig en Nødvendighed at søge dette Syn næsten hver Aften, og jeg bliver glad og bedrøvet eftersom det viser sig eller nægtes mig. Jeg vilde ønske, jeg kunde lære dem at kjende, og jeg var ikke bange for at sige dem, hvor venligt de have virket paa mig, der aldrig har været endog blot saa paatrængende, at jeg skulde have sat Brillerne paa for at gjøre mit smukke Taagebilled lidt bestemtere. Jeg kan see, de er ikke kjønne, men for mig er de yndige. Jeg vil ikke glemme de borghesiske Duer.
2. Rosa.
Saaledes hedder Jerichaus og Læssøes nydelige Vadskerpige; hun er Datter af den gamle Clementine henne paa Hjørnet, hvor hun sælger Frugt. Jeg faaer tit at døie smaae Drillerier fordi jeg altid bestiller Druerne hos Clementine; thi da bringer tit den smukke Rosa dem. De andre høvler hende, og har forleden, da •100• jeg ikke var hjemme, jaget hende bort med Frugten, der ikke skal have været god og til med dyr. Jeg giver gjerne en Bajoc mere for at see et venligt og kjønt Ansigt, og har ogsaa den Løn: at Rosa ikke alene hilser mig mildt, men har endog igaar bragt to høirøde Nelliker, som vi Alle antage vare mig bestemte, og de staae da ogsaa nok saa nydeligt i et Glas foran mig nu. Hun har vadsket min gamle Kittel fra Vognstrup Malkeplads, der under Rosas Hænder er vorden rosenrød, intet Under, thi det gamle Skind er blevet kantet ved Hænderne med Silkebaand. Uagtet den saaledes seer heelt fantastisk ud, saa gaaer jeg dog med den, thi:
om disse Sømme tit hun foer
med sine hvide Hænder –
og i Rom ynder man stærke Farver siger Thorald, der virkelig har faaet mig til at tro: at jeg er selv den meest Forundrede over denne sjældne Habit. Saa gjerne •101• jeg nu ogsaa bruger alle mine italienske Kræfter for imellem at faae Noget istand, som kunde ligne en lille Samtale med Rosa, saa kan jeg dog kun finde det lumpent at give min Vadskerkone Afskeed uden Grund til Klage, og det er kun ganske extra Ting, jeg beder Rosa besørge; hun forsyner mig med Malerklude, syer Snorene fast paa min Vest, naar de løbe fra, bringer Vindruer o s v. Jeg vil ikke glemme Rosa.
3. X:
Ja, her veed jeg intet Navn, men der var i Civitella i Værthuset, hos den gamle Adelsmand, Signor Mobili, hvor vi logerede, en nydelig Pige, der lignede Frøken Bertha Schönheyder. Jeg bad hende en Dag, da hun sad og pillede Korn i Forstuen, om jeg maatte tegne hende; men hun foer op hver Gang jeg gjorde Mine til at aabne Bogen. •102• Hun lærte mig en anden Dag, hvordan de lægge det deilige Hovedklæde, hvad jeg gjerne vilde mindes til jeg kommer hjem, og kan lære Hanne Engel og andre smukke Piger det, for dog imellem at see denne deilige Hovedpynt. Til Jerichaus og Læssøes store Ærgrelse listede jeg mig til at give hende to Pavoli, |Hun havde været mig behjælpelig med at faa en Gjed til Model| men, som alle mine Historier [overstreget: her] lider af Mangler, saaledes ogsaa her – det var mørkt, saa jeg fik ikke engang et venligt Ansigt derfor. Ogsaa hende med Hovedklædet vil jeg mindes. –

Og med disse tre Historier er det ”slut” som Svenskerne her sige, med mine Eventyr af denne Slags. Mangen routineret Kavaleer skulde medlidende trække paa Smilebaandet; men jeg er glad ved mine tre Minder. –