27. Sep. 1845

Rom 27 Sept. 45.
En dag i Campagnen.
Længe havde jeg ønsket at tilbringe en Dag i Campagnen, i denne underlige store Eensomhed, hvor kun Dyrene sees og en enkelt Bonde eller Campagnol, Alt Noget, som passer til Egnen. Jeg ønskede at see det i graat Veir, og da det saa [overstreget: endog] truende ud i Morges, saa tænkte jeg: hellere en vaad Trøie, end undvære dette Syn. Jeg gik ud alene, saae allerede inden Ponte Molle store Drifter af Heste, som kom ind til Byen, tegnede et lille Osteri, passerede Torre di Qvinto, hvor Veien bøiede og jeg fik Øie paa en svær Støvsky, hvoraf jeg spaaede mig noget Godt; og ganske rigtigt: snart saae jeg det var en Drift af det prægtige Hornqvæg. Campagnolen [overstreget: ba] der reed lidt forud, bad mig tage mig i vare, da Veien var smal og paa den ene Side havde en Bjergvæg, paa den •104• anden den sædvanlige Træindhegning, som følger alle Veiene her. Jeg krøb igjennem Sprosserne og stod nu i glad Forventning. Den forreste Oxe med et Par uhyre, vidtspændende Horn gjorde Holdt, saasnart den saae mig og strax derpaa omkring, fulgt af flere; men flere hundrede Kammerater pressede paa og Veien var ikke bredere, end at de maatte frem. Der var nu ikke andet for, end at beslutte sig til at passere min farlige Person, hvad de ogsaa gjorde i fuldt Fiirspring, og nu gik det, Store og Smaae, Tyre og Køer, Oxer og Kalve, Sorte og hvide, graa og rødlig gule – det var en Revu, der morede mig bedre end mangen Konge eller General, der seer [overstreget: paa] et Regiment defilere forbi. Tilsidst kom et par Campagnoler og en Hund, der dog ikke fandt mig sin Opmærksomhed værd. Disse Krabater skal her imellem være slemme, især naar man flygter for dem. – •105•
Længe hørte jeg Drønet i Jorden, mens jeg gik videre forbi en antik Grav, et andet Osteri og kom til et andet antikt Fragment som jeg tegnede. Derpaa endnu videre til et interessant Huus, hvoraf jeg ogsaa gjorde et Udkast. Til da havde jeg havt stille Graaveir, hvori Bjergene i det Fjerne viiste sig vidunderlig deiligt, jeg maa indrømme: Campagnen er det Deiligste, jeg har seet; saa stor, saa nobel saae jeg aldrig Naturen nogensteds; men Jyllands Heder skal til sin Tid give mig vel ikke saa riigt, men dog et kjærere Stof. Nu stak Solen lidt igjennem, og uhyre Sværme af Insekter omflagrede mig, saa jeg maatte blive rasende. Her saae jeg sex Plouge i Gang; det var et Syn, som dem der kommer Een for det indre Øie, naar man læser Homer. 4 Oxer jevnsides under eet Aaag for hver Ploug, som Kalen staaer paa, holdende sig ved et Stok der staaer i Veiret. Det var et mageløst Syn for en Dyremaler, som jeg nød fra en lille •106• Bro, som førte over en lille Bæk, der søgte hen til Tiberen, jeg hele Tiden havde ved Siden, men kun enkelte Gange skimtede fra den lave Vei. Her vendte jeg om, og snart blæste det voldsomt op, hvad ikke var gode Tegn; det var Middag og i Osteriet jeg havde passeret nød jeg lidt Ost og Brød med Viin og Udsigt gjennem Døren til en Gruppe Campagnolheste der stode under nogle Træer. Her passerede en Snees Fruentimmer, Alle bærende store Sække paa Hovedet; de gjorde en prægtig Virkning, som de der skred frem mod den stærke Vind. En Kilde var der hvorved de fleeste et Øieblik standsede for i en meget ubeqvem Stilling at lædske dem. Nu gik jeg atter til Torre di Qvinto, bøiede der omkring til høire henimod Val di Pousino. I en Bæk saae jeg nok noget Graat, som jeg tænkte var Steen; men da jeg pludseligt sprang over Vandet •107• i Nærheden, foer disse Masser i Veiret, og jeg saae 6 Bøffler, der med Behag havde ligget i Leerpløre, hvoraf de vare farvede. Jeg kom netop til Indgangen af Poussins Dal, da Regnen begyndte, og nu maatte jeg med Brunels Støvler over Bakker og Dale, hvor jeg ikke var kjendt, gjennem høit, vaadt Græs, for at finde ud til Landeveien. Snart øsede det ned og mange Steder gjennemvaad søgte jeg ind i et Udhuus, hvor jeg tegnede et Udkast af en af disse simple Plouge, der laae. Og nu gik det i stadig, tit voldsom Regn lige til Rom. Rosa bragte mig Druer og Brød, jeg klædte mig om, gik hen til Prof: Clausens, af hvilken Familie jeg havde ventet en hjerteligere Modtagelse, fordi jeg trængte dertil, var stiv og kjedsommelig og vist disse Mennesker til Gene, gik hjem og glæder mig nu ved Erindringen om en herlig Dag i Campagnen.