Johan Thomas Lundbyes dagbøger
21. Jun. 1846
Brüssel 21 Juny 1846. Søndag.
Idag har jeg seet S Gudule, en deilig gothisk Kirke, hvor jeg glædede mig ogsaa over nederlandsk Sculptur; Apostlene som ere anbragte paa Colonnerne ere tit meget smukke, og jeg kunne have ønsket at gaae dem nøiere igjennem, hvad Gudstjenesten forbød. – Senere gik jeg til Sant Augustin, forhenværende Kirke, hvor jeg saae tre nye belgiske Billeder:
- De Kayser: Bataille ved [sted udeladt]. Hertugen af Brabant holder paa en hvid Hest midt i Billedet og de Overvundne nedlægge Vaabnene og ydmyge sig for ham. Ihvorvel det ikke kan kjendes frit for at være conventionelt i Farven, saa er det dog hist og her deiligt malet.
- Wappers ligeoverfor: Scene af Revolutionen, talentfuldt, men endnu mere manieret, og ikke saa smukt i Farven.
- Charlequin(?) imellem de to andre: en Victoria paa en Trone omgiven af Helte og Kunstnere og andre udmærkede Mænd og Qvinder lige fra Carl den Store og Carl Martel som Statuer indtil Folk i Peruque. Maaskee det Alvorligste i Farven. Det er dog tre dygtige Arbeider, men jeg savner altid Noget. –
•70•
samme Aften
Jeg har seet Hertugen af Arnsbergs Samling og deri fundet deilige Ting, gamle Venner og nye med: Both, Cuip, Berghem og en yndig lille Poul Potter, van der Velde, Wouvermann og hvad alle disse Dyrevenner hede; men ogsaa deilige Figurmalerier og Søstykker, nu kan jeg mærke, hvor jeg er. Imorgen i Musæet, hvor jeg vel neppe vil finde saa Meget i mit eget Fag. Der var ogsaa et moderne Billed af en for faa Aar siden afdød Maler: Ommeganck, som jeg dog vil huske (nogle liggende Faar, en Gjed og et staaende Æsel) skjøndt jeg vel kunde knurre lidt imod et og Andet deri; maaskee finder jeg Mere af ham.
Fakta
PDF21. Jun. 1846
Dagbog G, side 69-70
Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998
Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 238-239; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 451-452
Nicaise De Keyser (1813-1887). Maleriet er nu i Musées Royaux des Beaux Arts, Bruxelles, inv.nr. 2693.
Gustaf Wappers (1803-1874). Maleriet er nu i Musées Royaux des Beaux Arts, Bruxelles, inv.nr. 2692.
Henri De Caisne (1799-1852). Maleriet er nu i Musées Royaux des Beaux Arts, Bruxelles, inv.nr. 2694.
Samlingen tilhørte Duc Prosper d'Arenberg og fandtes i Hötel d'Arenberg, Place de Petit Sablon. Den er siden blevet opløst.
Balthazar-Paul Ommeganck (1755-1826).