30. Oct. 1847

30 October Aften. Løverdag
Jeg gik derhen idag, for at ønske de unge Folk Lykke og Velsignelse i deres Ægtestand, jeg gjorde det nødigt, da jeg af mange Erfaringer vidste, at intetsteds føler jeg mig eensommere, end der, hvor de Glade, de inderligt Forbundne er samlede – men hun sagde jo, at man ventede at see mig. Hvor var hun yndig som Brudepige igaar – hvor var hun yndig i sin Fortælling idag! o jeg Stakkel! •38• Hvorfor gjøre en Hemmelighed deraf for mig selv: at det er hende, som volder al min Uro – har jeg vel nogen Skyld i, at Følelsen vaagne i mit Bryst, hvis dunkle Ophav jeg ikke selv raader for? Barn! husker Du sidste Nytaarsdag, da vi i Legen nævnedes som et Par med Ordsproget: det stille Vand har den dybe Grund? Husker Du, da jeg forleden fulgte Dig hjem, da Din Arm laa paa min, da det deilige Stjerneskud gjennemfoer Himmelrummet og lod en lang Lysstribe efter sig; da tænkte jeg før det sluktes: give Gud, at den Pige, der nu støtter sig til mig, at hun vil blive min i Tid og Evighed! Men Du er for god, kan gjøre større Lykke i Verden, og derfor vender Tanken sig angest fra den deilige Drøm og klamrer sig til en Resignation, som overgaaer mine svage Kræfter. Algode Gud! see mine Qvaler! lad dem endes! lad mig nyde, hvad Millioner Medskabninger forundtes! o snart! snart! jeg lider for tungt, jeg drømmer om hende hver Stund, ligger vaagen om Natten og tænker paa hende, o Almægtige! bøi hendes Hjerte mod mit, og vi ville i Samklang prise vor Lykke som et Vidunder fra Din Haand. Snart! Snart! hvor langt borte kan den Tid være, da jeg atter skal hensygne og ikke kunne skjule min inderlige Længsel efter at forstaaes af et Menneskebryst. Hvordan skal jeg bære det? Hvordan skjule det? hvor er Trøst for det Offer, som knuses af den for tunge Byrde? See min Angest! hav Naade med – o jeg kan ikke tænke en klar Tanke, de maa alle forvirres i det ene brændende Ønske.