29. Oct. 1847

Fredag 29 October 1847. Bryllupsdagen
Sløret
Igaar skulde jeg see det færdigt. Hun satte sig ned paa Gulvet i yndig-glad Beskuelse af sine Hænders Gjerning – den Glæde kan dog vel en Kunstner forstaae! Men hun – da jeg med stor Møie fik frembragt en forlegen Taksigelse for den Omhu, hvormed hun havde fulgt enhver, selv den mindste Form – da var det som hun tog det for Galanterie; var det Forlegenhed fordi Baronessen var tilstede? eller skulde hun ikke ogsaa forstaa, at det maa være en usigelig Glade at see sig saa vel forstaaet, saa trofast fulgt? – Jeg troer dog jeg fik Held til at sige dette. – Men da jeg undselige bad hende, om Leilighed fandtes i Aften efter Vielsen, at hilse de unge Folk, da kunde jeg ikke lægge til: at ogsaa mit stille Ønske for |om| Lykke og Velsignelse opsteeg for dem idag til Himlens og Jordens Herre. Hvorfor skulde det træffe saa uheldigt, at den Baronesse skulde være der – der er intet Held med mig, hvad vilde jeg ikke give for et Øiebliks Samtale med hende, uden Vidner. Det er svært at løse den Opgave: at resignere. Gud hjælpe mig!

samme Aften 11-12.
Det var rørende deiligt at høre Faderens Tale – at see den yndige Brud, allerede i Forstuen, hvor Brudepigerne rettede paa hendes Pynt. Vil man sætte sig ind i det yndigt-drømmende, det rørte, det bævende, anelsesfulde i de unge Pigers Sind – kan man vist finde meget smukt, om man stod nær nok og var kjedelig ”Kjender” – jeg stod fjernt, saae •37• kun det deilige i de unge Pigers hvide Tog, hørte kun det Store i den Stemme, der bestandig overvandt den tilbageholdte Graad, for mig stod det som streng høitidelig Handling, endnu strengere og mere gribende, da det var første Gang, jeg nogensinde bivaanede et Bryllup, og sneg sig nogen verdslig Tanke ind i mit Sind, da var det vel ved Synet af hende:
jeg er dunkel som Druen, der blusser rød
paa mit Bjerg over Kedars Vænge –
dog han elsker de mørkladne Kinders Glød
lig Rosen paa Sarons Enge!
Dog stille steg Bønnen op til Herren i Høie om Lykke og Velsignelse for de unge nyforenede – om Fred og Klarhed i mit eget eensomme, længselsfulde Bryst: ”Den Herren giver en Hustru giver han en god Gave!” ja, i Sandhed, jeg følte saa mægtigt Gavens Betydning, at jeg forekom mig uværdig dertil, og mens den saligste Fryd vel har gjennemstrømmet de unge, skyldfri Hjerter, vendte min Tanke til mit Hjem, til mine Arbeider og mine Bøger, uden Bitterhed, men ogsaa med dyb Følelse af, at det Bedste i Livet: en Qvindes Kjærlighed – skulde jeg maaskee aldrig naae, og Erstatningen, det endnu Bedre: Gudsforholdet vilde min altid tilbagevendende Længsel gjøre mig for svag til at gribe. Herre! see i denne Midnatsstund i Naade til den Svage her staaer, som han tit stod med sammenpressed Bryst – men med den Rigdom: at have vundet den svære Opgave kjær. Det er en ringe Glæde, men dog et Fremskridt, Herren være lovet!