Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

30. Jun. 1846

Antwerpen 30 Juny 1846
Mademoiselle Herry’s Samling indeholder adskillige smukke Ting hvoriblandt især interesserede mig:

  • van der Helsts store Familiebillede
  • Ostade – Bondelystighed
  • Van der Velde: deiligt Søstykke
  • Snyders, flere Sager, blandt andet Frugterne om Rubens’s drukne Silen
  • Gonzales: (efter Navnet at dømme en Spanier) og to smukke Portraiter af ham, Prinds af Oranien og en Præst, havde ogsaa hele det Alvor, jeg førend at have seet Murillo og Velasquez havde tiltroet Kunstnerne af denne alvorlige Nation. At Murillo og Velasquez malede med en overordentlig Flothed stemmede i Førstningen ikke med min Fordom, nu, den kunde jeg let offre, naar jeg fik saa deiligt Vederlag som Innocenz den III i Palazzo Doria, Madonna i Pitti o s v; men at
  • Murillo her har malet et Horehuus, det gjør mig dog ondt, skjøndt Billedet er deiligt udført, stort.
  • Murillo: en lille Madonna med Barnet.
  • Hobbema: flygtigt men kjønt lille Landskab
  • Ruisdal.
  • van Goyen smukke Landskaber
  • Potter: en rød Ko og et Par Faar (ikke betydeligt.) •86•
  • Rubens 3 Panttere
  • Rubens superbt Portr af en ækel Munk
  • – do – – do – – do – – – – smuk – do –
  • Carlo Dolce og Guido Reni seer her ordentlig anseelige ud, jeg skulde da vel aldrig i Hjemmet kom[me] til at holde af dem, søbe den Kaal, jeg selv har spyttet i. –
  • Govard Flinck: Deiligt Portr af hans Mester: Rembrandt.
  • Franz Hals: Dreng med en Rumlepotte.
  • van der Velde Rytter i Gallop.
  • van Dyck, Rubens, Jordaens, Eckhout, Teniers, Spagnolet o s v
  • – En Deel romerske og ægyptiske Oldsager m m. –

Disse Reparationer, Restaurationer, Udbedringer og Renselser har jeg hele Veien forbandet, de have berøvet mig store Nydelser og idag den lille: endnu engang at see den gamle Brønd ved Domkirken her, som Sagnet tillægger Grovsmeden fra Antwerpen: Qvintin Messys – ja Brønden var der, men hele Opsatsen af smukt bøiede Jernstænger i gothiske Mynstere med en lille Figur paa Toppen var taget bort, vistnok for at vadskes!
•87•
Efter at have seet Belgien efter fattig Leilighed maa jeg bemærke en Fordom som ogsaa skuffede; jeg havde ventet her at finde mange gamle Huse med Snitværk, Bindingsværkshuse, men nei! de smukke gamle Privatbygninger ere af Steen, som oftest, med Gavlene rigt decorerede, tit takkede, vendt ud mod Gaderne, der [overstreget: ved] herved faae et herligt, rigt varieret Udseende imod hos os. Her paa Pladsen ved Raadhuset staae flere meget kjønne saadanne Huse; men ingen af Byerne havde saamange som Brügge. – Der er en Leietjener, som har bildt mig ind, at her er en Have med Dyr, nu faaer vi see, om han narrer mig i Eftermiddag vil jeg gaae at see dem.

  1. Samlingen, der tilhørte Hélène Herry (1775-1848) i Antwerpen, solgtes på auktion 18. september 1848.

  2. Gonzales Coques (1614/1618-1684), flamsk maler.

Fakta

PDF
30. Jun. 1846
Dagbog G, side 85-87

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 248-250; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 460-461