Johan Thomas Lundbyes dagbøger
21. Apr. 1846
Florenz 21 April 46
Santa Maria Novella.
”Mich:Angelos Brud”
Alberti har bygget den. En stor Madonna af Cimabu. I Kapellet ligefor, altsaa i den anden Ende af Tværskibet findes en Dommedag samt Paradiis og Helved, som tillægges Andrea og Bernardo Orgagna. I Sideskibet til venstre fra Hovedindgangen findes et kjønt Billed: Christus og Samaritanerinden af Alexander Allori. Men hvad mest har glædet mig er:
- en Madonna i en Guldglorie af Fiesole; deiligt Drapperi, yndigt Udtryk i Hoved og hele Figur, og paa Rammen de deiligste Engleskikkelser, to paa Fodstykket siddende plat paa Jorden og spillende Orgel, to lyse og to høirøde, deilige, deilige! Paa Rammens forskjellige Led endnu flere yndige smaae Figurer og tre Portraiter (?).
- Christi Fødsel med Kongernes Tilbedelse, og Madonnas Kroning, begge af ham og begge deilige Arbeider, men det første var mig dog det kjæreste. Desværre have Trætavlerne lidt af Orm.
•18•
San Lorenzo.
I Sacristiet saae jeg en Deel Basreliefs af Brunelesci; et Crucifix af Cellini, Mediciernes Grav af Andrea del Verrochio og et meget smukt Billed med adskillige Helgene af Pietro Perugino. I et Capel findes af Michel Angelo:
- en ufuldendt Madonna, men allerede herlig i Stilling og Udtryk. Den høire Arm er strakt ned ad saa Haanden hviler paa Stolen, den venstre fatter om Barnet. Hovedet dækket af et Klæde og foroverbøiet har allerede et deiligt Udtryk.
- Portraitstatue af Familien Medici, |Francesco og Lorenzo Medicis|, hvorunder Kiste |med| Dagen, en kraftig mandlig Skikkelse i en stærkt bev dreiet Stilling, prægtigt angivet og med en Lethed, som bragte mig til at tænke paa Høyens Bemærkning: ”at Mich Angelo vidste saaledes at behandle det menneskelige Legem, at han kunne bruge det som et Ornament,” rette det efter de vanskeligste Rum og fremstille det i de vanskeligste Stillinger. Hovedet er endnu ganske raat, og dog er der alt Udtryk deri. Ved Siden er:
- Natten, en qvindelig Figur i sovende Stilling, ogsaa stærkt bevæget, næsten færdig. Dette er et deiligt Arbeide, hvorved jeg maa bemærke, hvad der saa tit har undret mig ved denne •19• store Kunstner: at hans Figurer aldrig ere paa sin Maade kantede, som man tit træffer det hos nyere Kunstnere, der ellers have erhvervet Lethed i Tegning af det menneskelige Legem. De blive saa let manierede, mens Mich Angelo anvender samme Kraft paa Gjennemførelsen, saa Øiet altid overraskes af nye uventede Træk. Raat angivet er en Ugle ved det venstre løftede Laar og en Maske. Ligeoverfor:
- en anden Portraitstatue Medici, meget smuk, og under den ogsaa en Kiste, hvorpaa:
- Tusmørket, en mandlig, ufuldendt Figur, som trods stor Dygtighed, dog behagede mig mindre end:
- Morgenrøden, en qvindelig, hvis venstre, løftede og i Knæet bøiede Been var deiligt formet, som ogsaa hele Figuren i Forkortning, seet fra Fødderne, gjorde en herlig Virkning. Endvidere
- to Candelabrer og Architecturen i hele Capellet ere ogsaa hans Værk. –
Det pragtfulde Capella Medici med sin rige Incrustering interesserede mig ikke meget, det er større Pragt end Kunst. To Broncestatuer af Medicier, den ene af Giov: da Bologna, den anden af Tacca vare kjønne. –
San Lorenzo er ikke som Domkirken og Maria Novella, spidsbuet, men har overalt runde Buer. Dens ydre, ganske simple Facade gjør en alvorlig, rar Virkning.
•20•
Galleri Pitti (videre) 21 April
- Manfredi. En yngre Bondekone eller Pige spaaer en Karl, mens en ældre stjæler hans Pung. |6|
- Salvator. Stort Billed med Sø og Skibe, en Kyst med en Bygning, hvorved staaer et Pinietræ. Solen staaer op og Virkningen heraf er saa deilig, saa man mindes Claude. |4|
- Tizians: Santa Chatarinas Trolovelse. |17|
- Tizian: deiligt Qvindeportrait. |18|
- Rubens: Landskab med hjemvendende Markarbeidere; paa Marken to Heste som gnubber hinanden. |14|
- Manetti: To Ægtepaar, som hvidske og smile. |12|
- Rembrandt: Portr af en ældre Mand. |16|
- Tiberio Titi: Leopoldo de Medici, senere Cardinal, fremstillet som Barn, liggende heel Figur.
- Girolamin de Carpi: Portrait.
- Palma Vechio: Chr i Emaus.
- Cigoli: Nedtagelse af Korset, stort.
- Pordenone: sacra conversazione.
- Tizian: Prinds Frederik af Urbino i en deilig rødbruun Silkedragt, (Sloprak).
- Fra Bartholomeo: |64| hver en Nedtagelse af Korset.
- Andrea del Sarto: |58|
- Lionardo: Deiligt Qvindeportr: i sort og hvid Dragt.
- Caravaggio: sovende Amor, deilig Lysvirkning.
- Holbein: Mandsportrait.
- Giorgione: deiligt Qvindeportrait. •21•
- Paolo Veronese: Fremst: i Templ: og
- – do – to Børneportraiter.
- Fra Bartholomeo: hellig Familie, Børnene kysses.
- Anonym: Portr: af en Mand og en Qvinde, smaae.
- Anonym: deiligt Portr: af en ung styg Pige i rød Dragt.
- Anonym: Portr af Fornarina? det er rimeligt, thi det ligner meget Billedet i Palazzo Barbarina i Rom, og tillægges af Nogle Raphael. Det har interesseret mig, da det kunde være et Lys over denne dunkle Fornarina Krig, som jeg troer Rumohr har vakt. Jeg skal huske dette Billed og see det nøiere. –
- Van der Helst: deiligt stort Portr af en ældre Mand.
- Salvator Rosa: superbt Landskab med en Bro, og
- – do – et rart Portrait.
- Artemisia Gentileschi: Judith (Drapperierne gode).
- Orazio Riminaldi: en halvvoxen Amor.
- Van Dyck: Hvilen i Ægypt med mange Engle.
- Giovanni da San Giovanni: Madonna med Barnet, som især er smukt malet. –
- Rachele Ruisch: deiligt Blomster og Frugtstykke med mange Insecter og Dyr, især en lille Fiirben nydelig opfattet; den har faaet Hul paa et fiint lille Fugleæg og stikker den lille Tunge ud mod den fine Blomme for at gjøre sig tilgode.
- Svanefeld: net lille Landskab.
- Domenichino: Landskab med Diana, som belures i Badet af Acteon, ganske lille. •22•
- Domenichino: Landskab med Venus, Amor og to Satyrer, ogsaa lille. –
- Dubbels: Marine.
- Poelemburg: Romerske Ruiner.
- Salvator Rosa: Superb Landskab med en Skov mod en brillant Luft. I Skoven gaar den gamle Hr Diogenes og tænker paa at kaste sit Bæger, da han seer Drengen drikke af den hule Haand.
- Salvator Rosa: et andet stort Landskab, hvor en qvindelig Figur ved Navn: Freden morer sig med at brænde alle Mars’s Vaaben. –
- af Canova: en Venus: der maaskee fortjener større Opmærksomhed end jeg har skjænket hende, men desmere faaer hun af Andre har jeg lagt Mærke til.
Kirken Santa Croce.
Michel Angelos Grav. Dante Aleghieris Grav af Ricci, men Dantes siddende Statue, en sørgende Poesia og triumferende Italia. Alfieris Grav med en sørgende Italia af Canova. I et Capel en S Francesco og en S Domenico i Terracotta af Lucca della Robbia. I et andet: Madonna Kroning af Giotto. I et tredie: Hvælving med ”den aabne Himmel” •23• og derunder i 4 Lunetter 4 Sibyller af Volterano (?) Moses og Aron af Mich Angelos Skole. I et fjerde: Madonna og to Helgene i farvet Terracotta (under Glas) af Lucca della Robbia, Væggemalerier af Giotto og Giottino, byzantinsk Architechtur og Sculptur. I et femte: Monument over en, jeg troer, russisk Fyrstinde, moderne, men ganske kjønt: Dødssengen. Paa en Pille: Cigoli: Nedtagelse af Korset. Paa flere Steder store Billeder af Georgio Vasari, hvoriblandt især: en cena i det først omtalte Capel interesserede mig. Over Hovedindgangen en stor Glasrose: Nedtagelsen af Korset af Ghiberti (?) og udvendig over samme Dør i en Nische: en Sante af Donatello. – Kirken har spidse Buer og synligt Bjælkeværk i Loftet; dog er dette ikke decoreret. Foruden de hernævnte Ting mange andre Monumenter, hvoriblandt Gallileos og Machiavellis osv.
Fakta
PDF21. Apr. 1846
Dagbog G, side 17-23
Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998
Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 204-209; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 423-428
Cimabue (ca. 1240-1302). Maleriet er nu deponeret i Galleria degli Uffizi.
Fra Angelico da Fiesole (ca. 1395-1455). Dette og de følgende to stykker findes nu i Museo di San Marco.
Bartolomeo Manfredi (ca. 1582-1622). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 6, som regnes for en kopi efter Simon Vouet og antages malet af Antiveduto Gramatica.
Salvator Rosa (1615-1673). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 4.
Tiziano Vecelli (ca. 1488/90-1576). Malerierne er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 17 og 18, hvoraf sidstnævnte nu regnes for et værkstedsarbejde.
Peter Paul Rubens (1577-1640). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 14.
Rutilio Manetti (1571-1639). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 12.
Rembrandt (1606-1669). Maleriet lader sig ikke identificere.
Tiberio Titti (1578-1637). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 49.
Girolamo da Carpi (1501-1554). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 36.
Palma Vecchio (ca. 1479/80-1528). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 38, som nu tilskrives Jacopo Pistoia.
Ludovico Cardi, kaldet Cigoli (1559-1613). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 51.
Giovanni Antonio de’ Sacchis, kaldet Pordenone (c. 1484-1539). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 52, som nu forsøges tilskrevet Girolamo Denti.
Maleriet er antagelig Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 311.
Fra Bartolommeo (1473-1517) og Andrea del Sarto (1486-1530). Malerierne er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 64 og 58.
Leonardo da Vinci (1452-1519). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 140.
Michelangelo Merisi da Caravaggio (1571-1610). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 183.
Hans Holbein den Yngre (ca. 1497-1543). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 223, som nu tilskrives Jan Cornelisz Vermeyen.
Giorgione (c. 1477/8-1510). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 222, som nu tilskrives Pietro Vecchia.
Paolo Caliari, kaldet Veronese (1528-1588). Malerierne er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 269 (nu regnet for et værkstedsarbejde) og 267-268 (nu tilskrevet Veroneses skole).
Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 256.
Maleriet lader sig ikke identificere.
Maleriet lader sig ikke identificere.
Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 245.
Den holstenske kunsthistoriker Carl Friedrich von Rumohr (1785-1843).
Bartholomeus van der Helst (1613-1670). Maleriet er antagelig Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 255, som dog er signeret af Jan Anthonisz van Ravesteyn.
Malerierne er antagelig Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 306 og 2.
Artemisia Gentileschi (1593-ca. 1652/53). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 398.
Orazio Riminaldi (1593-1630). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 422.
Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 437.
Giovanni da San Giovanni (1592-1636). Maleriet er antagelig Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 396.
Rachel Ruysch (1664-1750). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 451.
Herman van Swanevelt (ca. 1600-1655). Maleriet er antagelig Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 458, som nu tilskrives Angeluccio og Michelangelo Cerquozzi.
Domenico Zampieri, kaldet Domenichino (1581-1641). Malerierne er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 474 (nu tilskrevet Agostino Tassi) og 461 (nu regnet for malet af en ukendt hollandsk maler).
Hendrik Jacobsz Dubbels (1620/21-1676). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 457.
Cornelis van Poelenburgh (1594-1667). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 317 eller 479.
Malerierne er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 470 og 453.
Antonio Canova (1757-1822). Skulpturen findes fortsat i Palazzo Pitti, Galleria Palatina.