Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

22. Apr. 1846

Klosteret San Marco, 22 April Florenz
hvor Fra Giovanni Angelico da Fiesole var Broder og har malet flere Ting:
I en stor Sal, som støder umiddelbart til Klostergaardens Buegang findes Christi Korsfæstelse. •24• Dette Billede er malet i fresco og indtager heele Stuens Bagvæg. Man seer i Midten Christus, til venstre den bodfærdige Røver, til høire den anden. Forneden en stor Mængde Helgene, hvoriblandt fortreffelige Hoveder. Udenom Billedet gaaer en bred Indfatning, foroven halvcirkelformig og inddeelt med smaae Feldter, hvori Profeter og Sibyller – forneden lige og paa en simpel, [overstreget: Maade] men smuk Maade inddeelt i en Mængde Circler med et Hoved i hver af Ordensbrødrene (Domenicanere)
I Klostergangen findes ligeledes i F[r]esco:
En Domenicaner med en Bog i den ene Haand, mens den anden er lagt på Munden for at antyde den stille, tause Contemplation. Dette Billed er over Indgangen til Kirken. Ved Siden: San Domenico i Bøn ved Foden af den korsfæstede Christus. – Christus som stiger op af Graven. – Og endnu et deiligt, hvor Frelseren er fremstillet som en Pillegrim, der venligt modtages i Klosteret af to Brødre. Dette er en yndig Composition, deiligt udført og vel bevaret. –
I Cellerne skal findes flere Frescer af samme underlige Mand, men idag var jeg virkelig for træt til at see mere.

•25•
Kunstacademiet.
Jeg har i Cataloget understreget, hvad der i denne deilige Samling fornemmelig har interesseret mig, og vil kun bemærke: at jeg virkelig aldrig har seet Maria Bebudelse fra Udtrykkets Side saa deiligt behandlet som her af Fra Filippo Lippi. Det er det midterste af tre smaae Billeder på en Predella. Englen knæler i en saa dyb og sand Ærbødighed, som jeg nogensinde saae den fremstilt, for Maria, hvis Udtryk paa sin Maade er ligesaa skjønt, idet hun af Engelens Haand modtager en Stok paa hvis øverste Ende er en Guldstjerne med lange Straaler. Skjøndt det nu er ubehjælpsomt som hele den Tids Kunst, saa er det dog som Kunstnerens smukke Tanke skulde lønnes med Held til Fremstillingen deraf, thi de to Hoveder ere i Sandhed deilige; det er af de yndige Glimt, hvor den fremvoxende Blomst skyder af sine tidligste, fineste Blomster. Raphael! selv Du vilde ikke skamme Dig ved dette, Du har selv kjærligt seet derpaa og lært deraf. – I en anden Predella af Francesco detto Peselino er en Christi Fødsel, hvor det morede mig igjennem den daarlige Form i Koen og Æslet at see det rigtige Øie, hvormed disse Dyr vare seete. Vi ere saa tilbøielige til at kalde kun det ligefrem Skuffende for: Sandhed i •26• Kunsten, men der er mere, sandelig i disse Gamle var ikke Skygge af Falskhed og de ere langtfra at have Opnaaet det Skuffende.

  1. Maleriet af Filippo Lippi (ca. 1406-1469) er nu i Galleria degli Uffizi, inv.nr. 8351.

  2. Maleriet af Francesco Pesellino (1422-1457) er nu i Galleria degli Uffizi, inv.nr. 8354.

Fakta

PDF
22. Apr. 1846
Dagbog G, side 23-26

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 209-210; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 428-429