28. maj. 1844

28 May
Jeg har idag sidste Gang besøgt Udstillingen. Næsten intet Maleri har iaar interesseret mig i den Grad som La Bouaires: pontinske Sumpe. Det er i høiste Grad simpelt, deiligt tegnet og har gjør et stort og mægtigt Indtryk. Lysvirkningen, som er saa vanskelig at bringe ind i et fladt Landskab uden store Gjenstande, der kunne danne Modsætninger, er her fortræffelig i mine Øine. Den sidste Sølvstribe i den fjerne Horizont, Linierne i Kysten, de forsvindende af Blæsten forpidskede Buske •108• er givet med megen Fiinhed. Bøflerne ere smukt grupperede og rask malede. Planterne i den nærmeste Forgrund og et Par temmelig brede Sandpartier har stødt mit Øie noget; men jeg kom dog altid tilbage til dette Billed, der, saa at sige, med rene, tydelige Ord udtalte mine dunkle Anelser, mine stille Ønsker. Ja, saaledes var det, jeg ønskede at male Danmark, som han her har fremstillet de sørgelige Moser. Men hvor kan det være, at jeg hænger ved denne Alvor i Situationen og forbigaaer de glimrende Udsigter. Jeg føler det ikke som sørgeligt, men trækkes altid mod den Storhed og Ro, som findes i Naturen paa øde Steder. Det er som Menneskene fordærvede Naturen for mig som Maler; men jeg hader ogsaa den Følelse for Naturen, der kun yttrer sig for saavidt som Egnen er malerisk; det er [overstreget: en] ikke Naturen, men kun mit eget Maleri, jeg da elsker. Det er ellers underligt at see, [overstreget: at] hvor de Malere, der kjærligt indlade sig paa Gjengivelsen af Naturen i dens Storhed og Majestæt, i dens stille, yndige Liv vælge simple Partier, hvorimod de middelmaadige bestandig vælge glimrende Udsigter, som de mindst ere istand til at udføre. – Jeg har igaar og i forgaars (begge Pintsedagene) gjort en Tour til Hornbek med Bauditzerne og Jørgensen (Krebses Svoger.) –