22. maj. 1844

22 May
Hvori ligger det Skjæve hos Dÿsseldorferne?
Det gaaer tit saaledes: at Phænomener man iagttager hos det enkelte Individ, gjentage sig i større Kredse, hele Nationer, ja, i hele Slægter. Saaledes er det med den Düsseldorfer Skole, der er saa skarpt præget; den har hele et forskruet Menneskes falske Opfatning og overdrevne Sentimentalitet. Hver Sindsbevægelse er hos dem stillet paa Spidsen, hver legemlig Bevægelse keitet og theatralsk. Vi see paa denne Udstilling atter kraftige Beviser herfor i Volckharts to Stykker af Marie Stuarts Historie og v: Bentzens Knud den Helliges Død i Albani Kirke. Selv det Bedre i disse Ting kan man ikke faa Lov til at glæde sig over for de væmmelige Theaterdukker rundt omkring.
Hvad er det Bedre? Man seer tit Mennesker, hvem det ikke er Sandheden om at gjøre, at glimre ved et Mod og en Dristighed, der saalænge vi ikke blive Huulheden vaer, maa forbause os. De foragte den sandhedskjærlige, forsagte Mand, der hellere træder tilbage, end vover et Skridt paa en Grund, der rokker; •103• men de knuses ogsaa af den sandhedskjærlige, begavede Mand, der med Mod trodser deres Løgn; hvor bliver da alt deres Mod, deres Vittighed og Anmasselse. Saaledes ogsaa i Kunsten. See paa et af disse glimrende Billeder med velvilligt Øie, lad Dig lede ind i denne Trylleverden, og gaa da med dette Indtryk hen for et gedigent Maleri, der er skabt med Mesterhaand; see da, hvor det forrige Syn flygter som en Drøm for Dagslyset, føl, at Du er atter blandt Mennesker, at det er Kjød af Dit Kjød, Blod af Dit Blod; hvorimod de forrige er som Ellefolk, deilige fortil, bagtil hule.
Hvorfor have disse Ting bestandig Mængden for sig.
Ingen vil hellere end jeg tro: at et sundt Øie maa tiltales af et sundt Billed; men for at fatte et Kunstværk maa der dog et øvet Øie til, naar Talen er om en varig, virkelig Kunstnydelse; jeg har hørt og selv oplevet mangt elskværdigt Træk, der viser, at Kunsten slaaer selv den udannede; men disse Træk ligne altfor meget de forøvrigt nette Anekdoter om Heste, der have vrinsket efter malede Heste, Fugle, der ville hakke i malede Frugter o s v, til at jeg kan lægge videre Vægt paa dem. Det er dog ikke det, som det dannede Menneske kalder: Nydelse af et Kunstværk; Sculpturen er jo negtet, paa den Maade at skuffe, og yder dog en ligesaa ædel Glæde som Maleriet. •104• Derfor, den, der vil øve sit Øie, kjærlig studere de bedste Ting, thi Nøisomhed er her en Uting, staaer ikke [i] Fare for at blive Beundrere af dette Sukkerstads; men det store Publicum, der kun seer Farven eller høist, hvad et Stykke fremstiller (tarveligt nok!) lærer snart at see den elegante Behandling, den forcerede Belysning, som disse Stykker glimre ved; det har den alvorlige Kunstner en Modbydelighed for. Og kommer det nu til Fremstillingen af Lidenskaber, Sorg, Glæde, Smerte, da gaaer et overfladisk Publicum koldt forbi den Strenghed, der skildrer Sligt, saa vi maa følge med og føle: den Maler har selv kjendt Modgang, Fromhed af Livet og ikke af Skuepladsen – han veed hvordan qvalt Graad yttrer sig og hvad en Armbevægelse har at sige. Det er for alvorligt, thi det forlanger en Anstrengelse ogsaa af Beskueren – derimod, [overstreget: seer] |seer man| et himmelvendt Blik, (selv om det er den bittreste Spot og Haan mod al menneskelig Følelse paa det Sted at anvende det), sammentrukne Øienbryn, heftige Armbevægelser og krampagtigt stillede Fingre, da kan vi, selv om vi skynde os nok saa meget, med Lethed see, at: her er noget paafærde. Har nu Stykket et smukt Navn •105• til, da er det complet, og man ømmer sig ikke ved at støde i Trompeten for et Stykke, der maaskee lemlæster vor inderligste Følelse, det stolteste Træk i vor Historie. – Dette er kjedeligt at høre paa, men det gaaer saaledes, og har nu gjentaget sig saa troligt, at jeg er blevet kjed af at ærgre mig derover; jeg siger ganske nemt: ja, det er fortræffeligt! og i Begeistringen vil man ikke let bemærke min Anstrengelse for at faae dette ”Ja” frem. At opponere nytter for det meste slet ikke, og kun naar jeg taler med Mennesker, jeg bryder mig om, prøver jeg vaersomt at paavise, hvad jeg har troet at finde falsk; det er mig modbydeligt med Haardhed at ødelægge et Billed for en Anden. Er Glæden over et Kunst- eller Digterværk sand, da er den Guld værd, selv om Gjenstanden ikke fortjener den; men en saadan sand Glæde vil ogsaa lettere lede til, at man aabner Øiet for det bedre, thi ligesom den, der producerer, med Rette ønsker at stige i Færdighed, saaledes ønsker ogsaa den, der kun nyder stedse at skaffe sig høiere Glæde ved sin Betragtning. Med al den Glæde og Begeistring, der yttrer sig ved Skrig og Jamren paa Gader og Stræder, har jeg slet ingen Medlidenhed, og gider ikke rørt en Finger for at gjøre den den ringeste Gavn, om jeg ellers nogensin- •106• de skal blive istand dertil. –
Men!
Men trods Alt, hvad jeg her har skrevet kan jeg dog ikke negte, at: der er meget i den Düsseldorfer Skole, jeg ikke ubetinget kan fordømme. Jeg gad see deres bedste Productioner og vilde vist tvinges til at respectere den Retning, som enhver anden, der har fremkaldt store Kunstnere med europæisk Berømmelse, [overstreget: selv om] uagtet jeg føler Umuligheden for mig i at |kunne| gaa ind paa deres Opfatnings- og Fremstillingsmaade. Derfor, naar vore Kunstnere skjærer dem Alle over een Kam og sige: det er snavs! da oprører det mig. Er det os som Malere lidt drøit at bemærke, hvorledes de have hele Publicum for dem, medens vore Sager altid ere ledige, da er det virkelig ikke Maaden at rette denne skjæve Anskuelse paa; det lader sig ene gjøre derved, at vi søge at præstere noget bedre og ligesaa strængt revse Tørhed, Kjedsommelighed, Armod i [overstreget: Tanke] |Aand| og Haand hos vore egne, som vi revse Svulst og Føleri hos de Fremmede. Vi maa erindre, at de Ting, vi see, dog neppe ere af de bedste, og hvordan •107• vilde det gaae os, om man i Udlandet vilde dømme os efter Sager af anden og tredie Rang. Hvor jammerligt er det ikke at see de af Lehmann og Friedlænder, |Raadsig,| hjemsendte Sager. Herre Gud! mægter et Land som Italien ikke mere hos dem, end at fremkalde Vrængebilleder af Küchlers Genrestykker, det er dog tarveligt! eller, er der Glimt af nogen ny, kraftig Stræben hos dem, vakt ved Synet af det deilige Land med Kunstens herligste Minder? Jeg kan ikke see det. Lad os derfor være tolerante og vel overveie, inden vi bryde Staven over en heel Skole, der dog i Tydskland har spillet en Rolle. Til syvende og sidst: hvad have da vi mægtet ved vor Stræben? sandelig kun Lidet herhjemme og mindre udenlands, hvor vel neppe nogen dansk Kunstner kjendes ved Navn, uden Thorvaldsen. –