Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

6. mar. 1844

6 Martz
Ha! ha! ha! ha, ha, ha! ha! ha, ha, ha!!! ... Al min Uro, Nag, Smerte, Længsel, Kummer, Mismod, Tungsind o s v har opløst sig i – reen, skjær, prosaisk Dovenskab! det forsikkrer mine Venner i det Mindste – gid det var sandt! og er det sandt, da har den rigtignok været colossal, thi den har varet omtrent saalænge, jeg kan huske. Det er ellers moersomt, jeg blev altid roest, for Flid just ikke, men dog fordi jeg aldrig var ledig som Dreng og denne forbandede Syslen har trolig fulgt mig, og er netop, hvad man i disse Dage i et Par meget alvorlige Samtaler drøit har dadlet mig for. Saa skulde der da være en langt simplere Kuur for mig, end alle de Daarskaber, jeg i mit stille, men dybe, storsnudede Sind har udtænkt. Dog gaaer det mig som Drankeren, vil man paa een Gang forbyde ham Brændeviin, da slaaer man ham ufeilbarligt ihjæl – jeg maa saaledes glæde mig ved, at jeg endnu har Halvparten af de forbistrede Kaalundske Fabler endnu paa Halsen. – Gamle Svinehund! saa du var bare doven, vilde hellere lege med Smaating, end gjøre noget Alvorligt – med det er der jo Raad for – Arbeide – stort, alvorligt, livfuldt Arbeide! Saa haaber jeg atter paa min Sundhed. –

  1. Lundbye leverede i årene 1843-1844 ialt halvtreds tegninger til H.V. Kaalunds Fabler for Børn. Fortegningerne tilh. Den Kgl. Kobberstiksamling.

Fakta

PDF
6. mar. 1844
Dagbog B, side 77

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS14024

Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 208