11. mar. 1844

11 Martz
Store Gud! seer Du min Qval? er det Din Villie, at min Ungdom skal gaae saa sørgelig hen? Har Livet ingen Glæde for den Fremmede – hvad andet er jeg, selv mellem mange Venner, naar der Ingen findes, som heelt vil elske mig. Gamle Moder, Du Velsignede! hvorfor er Dine Forældre Dig mere end Dine Børn? fordi de fleste af dem søgte Hvile og Glæde hos andre end hos Dig. Skal jeg være den Eneste af Brødrene, der koldt vises tilbage, jeg, der saa inderligt kunde hengive mig. Gud i Himlen! styrk mig – see min Anger over hver syndig Tanke – skjænk mig fornyet Liv, eller tag mig bort fra en Verden, hvor Ingen vil savne mig, eller mærke min Bortgang. Jeg troede Verden saa skjøn, og den er det vist, men uden Kjærlighed, uden sand Deeltagelse seer den mørk, meget mørk ud. Og fandt jeg Deeltagelse? de, der bedst forstaae mig, holde meest af mig, see paa mig, som paa en Stakkel. En saadan maa jeg blive – Planten, der ingen Næring faaer, maa visne. Elskelige Moder! kom snart, og lad mig hos Dig drømme om igjen min Barndoms Drøm, den er det Bedste Livet havde for mig.