25. mar. 1844

25 Martz
Igaar Aftes (Søndag) døde Thorvaldsen ganske pludseligt i Theatret. – – Hans Død var let og næsten øieblikkelig – i et Nu udblæste Gud det Lys, der saa længe har skinnet klart over det Meste af Verden. Var den Tanke hos ham formastelig: at han vilde ende [overstreget: sit] sin Virksomhed med en Victoria? Han bortkaldtes inden hans Hæder fordunkledes, hvor lykkeligt! En Kunstners Liv var skjønnest, naar han altid døde i sin Kraft. Det har tit forekommet mig beklageligt, at Kunstnere længe overlever deres Kulminationspunct – idet mindste burde de sysselsætte dem paa anden Maade. Jeg synes, jeg kunde tænke mig, at de meddeelte Andre deres Erfaringer og Anskuelser ved Skrifter, eller, uddannede deres Sands for Kunstværker i den Grad, at de blev, hvad Kunstnere næsten aldrig blive, Kritikere – kun maatte de ikke male eller modellere. – Saa døde han dog blandt sine Landsmænd! Nu skal han staae om muligt endnu høiere for os i Mindet, naar Tiden borttager alt det svage, menneskelige, der klæber selv ved den største Mand. Han var en ægte Kunstner, beskeden og mild – han kunde salig dø, thi hans Liv havde baaret Frugter. – En anden Kunstner, langt svagere, men ogsaa med et elskeligt Gemyt, fulgte jeg til Jorden i Thorsdags, det var Adam Müller. – Det er syndigt, jeg veed det, men den, der gaa bort, synes jeg, nyder den høieste Lykke. Timen kommer engang! Gud! er jeg da beredt!