3. feb. 1845

Fastelavns Mandag 3 Febr 1845.
Noget.
Jeg kan endnu ikke opgive Haabet om en Reise; jeg har endog skrevet en Klade til Ansøgning om Stipendium. Gid jeg kunde see Andet i en Reise, end Løsrivelse fra Alt, hvad her piner mig, dog det kan jeg, men jeg mener: gid jeg i Kampen med piinlige Forhold maatte see mit rette Liv; saalænge som jeg betragter [overstreget: det] dem som overgaaende uheldige Omstændigheder, ville de da ikke forlænges i det uendelige? Selv maa man gjøre en Ende paa Sligt, og idetmindste i Seieren over dem have en sand og stor Glæde. – Jeg hørte igaar en deilig Præken af Grundtvig over det deilige Evangelium: Christi Daab. Deraf tog han Anledning til Bemærkninger over Daaben i Almindelighed, hvad ret glædede mig, da denne er af de Ting i Kristendommen, jeg altid har havt vanskeligt ved at fatte Betydningen af, og som dog troende Theologer tillægge saa megen Betydning. Det vil jeg gjerne og kun, naar man udstrækker det til Fordømmelse over dem, som ikke ere døbte, da oprøres Noget i mig og forbyder mig at følge med; hvad der gaaer over min Forstand kan jeg agte og elske, men hvad der gaaer lige imod den, maa jeg bestemt forkaste. – Han sagde •8• ”naar den Troende lader Tanken gaae tilbage over sit henrundne Liv, [overstreget: og] da farer den over den dunkle Barndom som Noahs Due over det øde Hav som bedækkede Jorden; men da staaer Daaben som den lille Olieqvist, Duen fandt til Hvilepunct. Naar Sacrementet er forrettet efter Kristi Indstiftelse, da er det et Tilsagn om Optagelse i hans Samfund, hvor din Tilgivelse og Syndsforladelse.” – Saaledes omtrent kan jeg huske hans Ord, og de glædede mig meget, gid jeg bestemtere kunde opskrive dem, men paa den Maade er Grundtvig vanskelig at gjengive, derimod gjør hans deilige Sprog, begeistret som en Prophets, et dybt og uudsletteligt Indtryk, der seent glemmes, og dette skatter jeg høiere end opskrevne Erindringer.