Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

26. jan. 1845

26 Jan 1845
Ingenting.
Ingen Forandring i mit Liv. Mit Arbeide interesserer mig, men Veiret er stedse ugunstigt; jeg savner klare Dage, for at kunde fuldende de to af mine Billeder. Alt imellem overvældes jeg af Modløshed og synker sammen, som om aldrig Liv og Glæde mere skulde vende tilbage; men det er kun forbigaaende; en Samtale, en god Bog, et godt Kunstværk kan atter kalde mig tilbage til det Liv, hvor jeg strax føler mig ene og uforstaaet. Uforstaaet er ikke det rette Ord, thi hvem er lettere at forstaae end jeg? Jeg bad og blev stødt tilbage! Mange sære Tanker er siden gaaede igjennem min Hjerne, mange bittre Øieblikke har jeg siden havt; jeg har [overstreget: ønsket at] hengivet mig til min Sorg, jeg har anstrengt mig for at bekæmpe den, med lige daarligt Held, men det Haab lever i mig: engang skal jeg finde den, der forstaaer min Længsel og vil kalde det Lykke at dele Skjæbne med mig, det er underligt! og skeer det, da vil jeg finde, [overstreget: Lindring] at jeg forsyndede mig haardt, naar jeg tvivlede om, at Livet var en Lykke, og gammel, som jeg er, vil dog Taarer komme i mine Øine. Hvor jeg kan længes efter at græde, men det er jeg voxet fra, og jeg kjender kun de Taarer som enkeltviis rulle ned over Kinden, naar jeg en kold Dag gaaer ud paa Gaden; jeg tørrer dem aldrig bort. Jeg søgte i Bøger, i Studier Erstatning og Adspredelse, og der er meget, men Liv er der ikke. – Dog, hvad nytter det: her stedse at gjentage sig selv?
– – – – Senere. Jeg har begyndt at lære islandsk, hvorved jeg dog kun gaaer udpaa, ligesom i engelsk, at kunne forstaae en Bog; det er de mageløse Sagaer, som lokke mig, thi ingen Oversættelse er dog istand til at gjengive det deilige, simple Sprog. Lorenz og jeg læse sammen med Svenn Grundtvig; men det er sørgelig Erfaring, jeg ogsaa her maa gjøre, at Nemmet er ikke mere saa let som for flere Aar tilbage, og min glimrende Hukommelse, hvor er den bleven af? 26 Aar! den første Ungdom er alt borte uden at have bragt mig nogen Nydelse, der er værdt at nævne, og bringer Livet mig nogensinde nogen, da kommer den til en halvgammel, allerede stivnet Kaveleer. Det gjælder rigtignok at lære at finde og skatte de Nydelser, Livet dagligt bringer, men jeg venter altid paa større Hændelser, og føler Livets daglige Sysler som en Byrde, og da nu mange Aar ikke bragte mig nogen Søndagsnydelse, saa [overstreget: staaer] ligger hele Livet som en Byrde paa mig. Jeg seer det Syge i denne Betragtning, men har længe ikke mægtet •7• at see det anderledes. Nu, som jeg denne Søndageftermiddag har glædet mig ved Bulwers Godolphin og min Lampe og min Pibe, saaledes vil jeg imorgen glæde mig ved min Pensel og ved Njals Saga, og hver Dag skal herefter bringe mig Glæder. Maaskee jeg da skal føle Livet som en Velsignelse, som i gamle Dage hos mine Forældre paa Frederiksværk, og reent glemme at vente paa Begivenheder, hvis Skaber jeg maaskee netop selv skal være. Eller, drømmer jeg nu atter? og skuffer mig selv, hvad tør jeg da haabe, hvad tør jeg tro paa? Nei! bort med disse Tvivl! den Tanke er sund: i sit Arbeid at søge sin Lykke og Glæde – den kan ikke bedrage. – – Idag begyndte Høyen sine private Forelæsninger med et glimrende Foredrag, hvori han udviklede Forskjællen mellem gothisk og græsk Architectur med megen Klarhed og Skarpsindighed. Saadanne har jeg dog nogle gode Indtryk af denne Dag, den var ikke spildt, og jeg vil nu lægge mig til Ro med den Tanke: at jeg er fornøiet og prøve, om jeg kan gjøre ligedan imorgen.

  1. Antagelig To køer på åben mark, Statens Museum for Kunst, KMS8567 (Karl Madsen: Johan Thomas Lundbye 1818-1848, København 1949, nr. 185) og Blegepladsen ved herregården Vognserup, privateje (Madsen 1949, nr. 186).

  2. Edward Bulwer Lyttons Godolphin fra 1833 udkom på dansk i 1841.

  3. Malerkammeraten Lorenz Frølich (1820-1908).

  4. Kunsthistoriker N.L. Høyen (1798-1870).

Fakta

PDF
26. jan. 1845
Dagbog D, side 6-7

Den Hirschsprungske Samling

Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 248-249