15. jan. 1845

15 Januar 1845
Nordisk Høitid. Ruus. Radering
I Mandags 13 Jan holdt Studenterforeningen her den store nordisk Høitid, som efter Opfordring fra Kristiania paa samme Tid feiredes der, i Upsala og Lund. Skovgaard, Frølich og jeg havde paataget os at decorere Salen paa Skydebanen med Billeder af de nordiske Guder, som, med Undtagelse af Loke, alle componeredes af Frølich. Loke udførte Skovgaard efter sin egen Idee om ham. Det var et lystigt Arbeide; vi begyndte i Thorsdags Kl. 11, og vare færdige Søndag Aften Kl 12 med 11 store Kartoner. Guderne vare i overnaturlig Størrelse, alle siddende. Frølich gjorde gjerne Udkastet og udførte Hovederne, og naar han da havde arbeidet sig træt, tog en •5• anden fat, under Sang og Lystighed gik det muntert fra Haanden. Vi modtog Indbydelse til at bivaane Festen, hvor vi da alle kom og havde en fornøielig Aften. Paa Hjemveien anstillede jeg mulige Forsøg langs Fliserne, som jeg havde ganske for mig selv Kl 2½ om Natten, for at komme til Klarhed, om jeg var ganske ædru; desværre, der yttrede sig visse Symptomer, som lod befrygte: at jeg ikke mere har Lov at prale med: at jeg aldrig har været drukken. Dog levet jeg angaaende dette Punct endnu bestandig i Uvished, indtil jeg faaer fat paa Nordmanden Blom, med hvem jeg fulgtes et godt Stykke af Veien; han maa dog vel vide det! – Gid man vilde forlange mine Billeder i Almindelighed med lignende Hurtighed udførte, de skulde da blive bedre, end de sædvanlig ere. Da Vinteren stadig opvarter os med Taage og Mørke, sysler jeg i denne Tid meget med Raderinger. Dette er en Green af Kunsten, hvor jeg gjerne vilde erhverve mig nogen Sikkerhed, hvad kun Erfaring kan give. Jeg dækker og ætser nu selv mine Plader og anskaffer alle Slags Redskaber dertil, gjør mig endog til at en Methode, som jeg selv har udfundet, men som vist de Gamle have brugt, for at faae flere Toner uden at have nødig at dække, hvilket er mange Steder ubeqvemt, fordi man ikke kan skaane enkelte Qviste og Blade o s v, som man netop vilde have stærke. Jeg gaaer nemlig saaledes tilværks, at jeg raderer det først, som jeg vil have kraftigst, og lægger da strax Pladen i Ætsevandet, inden den er færdig, tages den derpaa efter et vist Tidsmaal op, og raderer videre den fjernere Tone, hvorved jeg da med Lethed kan gaae ind mellem alle Forgrundsgjenstande, og saaledes fremdeles indtil Luften, der kommer tilsidst, og altsaa faaer den allerletteste Ætsning. Det lader sig meget godt gjøre, kun maa man være ganske paa det Rene med: hvordan man vil have Virkningen, man maa have en ordentlig Tegning eller paa det klareste kunne beregne Virkningen. Det morer mig, da Radeernaalen er et saa delicat Materiale og Ætsning i og for sig en høist interessant Proces. Jeg vilde gjerne samle til et lille Hefte af slige Blade. –