8. mar. 1845

8 Martz 45
Disput med Fru Høyen. Linier i Landskabet.
Idag ude hos Fru Freund havde jeg en ivrig Disput med Fru Høyen om naturvidenskabelige Forelæsninger, dem hun med megen Interesse hører, og syntes at antyde: at jeg ogsaa burde høre, hvad jeg nu virkelig ogsaa gjerne vilde, dersom jeg ikke følte Savnet af mange Kundskaber, der vilde være mig langt nyttigere og ulige kjærere. Hun meente det var en Skam, at man tankeløst gjorde Brug af alle de Resultater, som disse Videnskaber komme til og efterhaanden føre over i Livet i Form af Svovelstikker, Kaffekander o s v, uden at bekymre sig om det Slid og Hovedbrud, det koster at faa dem frem, og hun kaldte hele denne Virksomhed kun andre Yttringer af den samme Aand, der kundgjøre sig i Poesie og Kunst. Saaledes kan jeg ikke see det. Det Videnskabelige kan i mine Tanker aldrig i den Grad som Kunst og Digterværker blive fælleds Eiendom, da Videnskabens Karakteer netop er dunkel og skjul; kun ved idelig Grandskning kan man der erhverve nogen Klarhed, og jeg synes det maa være en Vanhelligelse af •18• Videnskaben at stille løsrevne Experimenter tilskue, og gjøre enkelte Afsnit til Gjenstand for populære Foredrag. Vi bleve ingenlunde enige, helst da jeg maatte give Jomfru Westergaard Medhold i, at det i hvert Tilfælde vare vanskeligt at bringe disse Ting i Harmoni med den christelige Tro. Det har i det mindste tidligt viist sig for mig som uforenelige Ting, og er det end ikke saaledes for mig nu, saa er jeg dog ikke et Skridt videre, da jeg ikke kan vælge nogen af Deelene. Jeg føler: at skal der nogensinde komme Religiøsitet, et virkeligt religiøst Liv i mig, da maa det være ad Troens Vei, og derimod oprører sig denne Lyst til at vide Besked om Alt, gjennemskue Alt, og egentlig at haabe: at de Ting, det ikke er givet os at forklare endnu, skal dog en kommende Tid forklare, en Lyst, som jeg antager maa være stærk hos enhver, der med Varme dyrker Videnskaben. Men jeg har kun saameget kigget ind i denne Verden, at Physikere og Geologer have forstyrret mig med deres interessante Opdagelser og gjort mig det vanskeligere at vælge den dunkelklare Vei, man kan finde iblinde, om man er af de Lykkelige, [overstreget: som] for hvis Sjæle det imellem lyner, saa hele det Foranliggende viser sig i straalende Lys, denne Vei med sine dunkle Stier, med Huler, hvori der boer Dverge, denne Vei, der beskylles af Stranden, hvor deilige Havfruer dandser til Harpeslag, Veien, der gaaer over mangen en Høi med Udsigt [overstreget: mod] saa viid, at man derfra seer langt ind i Oldtiden, hvor Øiet møder Mindesmærker, der kan varme Hjertet, skuer dybt ind i den dunkle Fremtid med yndige Billeder. Denne fortryllende Vei, som snoer sig gjennem Eventyr og Myther, Sa Heltesagn og Kæmpeviser, bestandigt gjennem det Vidunderlige, det Store, det Stolte, den havde jeg tidligt Lyst at betræde, men Ingen kan det, uden han mægter at lægge Steen til Dyngen, Forgængerne have sammenhobet. – [overstreget: Ingen] |Faae| kan det, uden at være forsagt, fremmed blandt Fleertallet af sine Medmennesker, der ville betragte ham som en Særling. See, ingen af de to Veie har jeg betraadt, og det er dog paa Tiden vel at vælge. – senere. Iaftes vare vi samlede hos Bissens en heel Deel, og det var en munter Aften. Der kom paa Bane den tit omhandlede Besynderlighed med Hensyn paa den, det er nægtet at kjende Farver. •19• I Samtalens Løb ytterede Høyen sig omtrent saaledes: at det muligt gik ligedan med Linier, og han paaviste, at, ligesom det var let for Alle (nulla regula sine exeptine – nis – num o s v) at kjende rødt gult og blaat men sværere at nyde Nyanserne, saaledes ogsaa med Formerne: Hovedlinierne kunde vel Alle see saa nogenlunde, men de finere derimellem vanskeligere. Og derved faldt mig ind at man saaledes i Tegningen af et Landskab saa tydelig kan see, om Kunstneren er aandfuld eller ei. Man bliver saa vant til at høre om Linier i et Landskab, at man tilsidst glemmer at see i dem et Speil, ligesaavel som i Farven. O, hvad jeg er en Stymper! hvor klart stod nu ikke dette for mig igaar, og jeg var saa glad, og tænkte jeg skulde skrive det op, thi det var et af de Øieblikke, hvor jeg saa tydeligt som sjeldent følte det Aandfulde i Landskabsmaleriet, og nu er det mig ikke muligt at tvinge det gjennem Pennen, saalidt som Grundtvigs Yttringer paa forrige Side, hvor de tage dem ligesaa tamme ud, som mine Betragtninger paa den. Derfor, Stop!