28. aug. 1844

Vognserup 28 Aug 1844.
Nu nærmer min lange Reisetid, der blev 3 Maaneder istedetfor een, sig snart sin Ende, og jeg maa dog her med et Par Ord bemærke, hvorledes jeg i det Hele er tilfreds med dens Anvendelse. Meget af mit tidligere Liv og især, hvad der tildrog sig nærmest før jeg forlod Byen, kunde ikke andet end virke nedslaaende, sygnende paa mit Sind. Jeg reiste bort beskæmmet – hvorfor? fordi jeg havde betragtet Kjærlighed som noget for Ædelt til at jeg turde samle Erfaringer i den Retning ved tusind Eventyr og Forliebelser. Jeg var misfornøiet, thi jeg følte jeg havde ikke engang fundet Mennesker, der kunde tro paa |og kjende| en Følelses Ægthed selv i dens første Spire. Jeg reiste bort uden andet, der duede noget, end det svage Haab: at jeg ved Arbeide skulde gjenvinde Ro og naae et Stykke fremad paa min Vei, maaskee længere, end jeg var kommet i min tidligere beklagelige Døsighed. Det er med en underlig Følelse, at jeg kan sige mig selv, overbeviist ved egen Følelse og Andres Bekræftelse, at dette Haab har ikke ganske svigtet. Og at det gik saaledes skylder jeg Neergaard her; thi hans overordentlige Tjenstagtighed og Gjæstfrihed •118• gav mig Leilighed til at studere. Dette er jo sikkert en glædelig Følelse, men vilde jeg opsøge en Braad ogsaa her for at faae Noget, der tilsyneladende kunde give mig Grund til Mismod, en sær Lyst, jeg kun altfor meget har givet efter for, da skulde det være dette: det er ganske vist, at alle de Forsætter, jeg fattede, denne Gang alvorligere end nogensinde, havde aldrig hjulpet, thi en Maaned hengik uden at jeg gjorde synderlig andet end foresatte mig at være flittig, men den Gene jeg følte ved at drive i et Huus, hvor jeg var saa fremmed som her, bragte mig saavidt, at jeg fik for Alvor Lyst, og saa gik det af sig selv. Atter har jeg kjendt det Ildebefindende, som følger om Aftenen paa en Dag, der ikke var benyttet – Det er gode Tegn og en Fornæmmelse, der sætter mig næsten tilbage til min Barndom thi længe før træffer jeg den ikke, ja, fra 38 til 44 er 6 lange Aar, hvori den kun sjældent lod sig spore. Saa lad da mit Liv indtil den 14 July 1844 være som en Drøm med smukke og stygge Billeder, kunde det svinde som en Drøm, jeg troer jeg gav selv de skjønne- •119• ste Erindringer med dertil, om jeg nu med nyt Liv, Sundhed, Kraft og Kjærlighed kunde elske mit Fag og finde mig lykkelig deri. Og jeg veed det er for meget at vente af Fremtiden: at ingen Mislyd i den skal høres, og for meget at forlange af Fortiden, at alle mine Dumheder, al min Forskruelse, al min Dovenskab, Flygtighed, Sky for at gaa tilbunds – skulde kunne glemmes af mig selv og Andre. Jeg er glad nu og gaaer derfor let for vidt i mine Forhaabninger. Har jeg Grund til at være glad? og hvad er saa Grunden? Ja! thi jeg har lært at kjende Koen langt bedre end før. Det er noget Lidt vilde vel Andre sige og jeg selv stundom med, dog er det mere end det lader til ved første Øiekast, thi det vil sige: at jeg har forladt den barnagtige Maade at studere paa, eller rettere, jeg har lært at studere. Saaledes er der dukket Fiinheder op for mig, jeg aldrig anede, kommet mere Ro og Orden i mit Hoved med Hensyn paa mit Arbeide og mere Tilfredshed i mit Sind. Derfor er dette to Maaneders Ophold paa Vognstrup ikke uden Betydning •120• i min Udvikling, og 14 Dage var jeg her sammen med Høyen, hvad ogsaa bragte Meget i det Klare. Nu skal jeg snart tilbage |til Byen| og see hvad Frugter denne Reise vil Bringe.
– – Det er ellers underligt, at det jeg helst vilde skrive op, kan jeg aldrig faae gjennem min Pen, nemlig Alt, hvad der angaaer selve Maleriet, Erfaringer og Bemærkninger jeg gjør, Resultater af Samtaler o: s: v: det gjør mig ondt, men dertil jeg [sic] har jeg endnu ikke Kraft nok, og jeg kan være temmelig vis paa, at de Perioder, hvor jeg har skrevet mindst, har jeg malet meest. Dette idag gjorde jeg af en Slags Pligtfølelse, jeg syntes at skylde Neergaards og Vognserup denne Tilstaaelse: at jeg her og hos dem fandt mig selv igjen! –