2. sep. 1844

Vognserup 2 Sept 44
Naar jeg hører, man taler om det Høie, det Ideale, det Poetiske i Kunsten, og jeg er mig selv bevidst: at jeg kun stræber at efterligne Naturen, naar det kommer høit at opfatte en flygtig Stemning i Naturen – da har •121• jeg en ond Samvittighed, og føler Lyst til at vide Beskeed om disse Ting. Jeg kan mærke, at Daguerreotypen ikke tilfredsstiller; man forlanger altsaa en menneskelig Kraft sat skabende i Bevægelse for at danne et Kunstværk. Det forekommer mig rigtigt, uden at jeg egentlig kan angive Grunden; thi naar det er vor Stræben at efterligne, hvad kan da Alt blive med Speilbilledet, og dog er et Landskab i et Speil, trods al dets Ynde, haardt, broderet, ikke at tale om, hvor saare sjældent man finder et Parti, som paa den Maade udrevet kan danne et Hele. Saavel i Valget som i Afrundingen til et Hele, saaledes at Intet kan tages bort og Intet tænkes tilføiet – deri ligger vel Noget af det høiere Aandige, men det er mig endnu altid for lidt. Naar jeg tænker mig eet og samme Landskab under samme Betingelser malet af mange Kunstnere fuldkommen tro, da vilde dog blive en betydelig Forskjæl, begrundet i de forskjellige Menneskekarakterer, som ville afspeile sig i Arbeiderne. Og her vil|de| jeg søge den [overstreget: store] Poesi som paa en naturlig og sand Maade vil kommme ind i hvert •122• Billed, i forskjellig Grad efter Malernes Evne. Men ved at antage dette kommer jeg atter til at tilskrive Malerens Eiendommelighed og Gemyt en saa væsentlig Indflydelse, hvad jo Mange saa bestemt vilde benegte f: Ex hos Digtere, og jeg indseer ingen Grund til, at det for dem skulde være anderledes i dette Punct. See, der staaer jeg!