19. dec. 1844

19 Dec: 44.
Grundtonen
Aaret er snart omme, og hvad andet kan jeg sige derom, end: at det bragte mig kun endnu bittrere Skuffelser, end de foregaaende. Det drev mig til at klage og jamre, men kunde hverken drive mig til Fortvivlelse eller Virksomhed. Jeg gaaer nu i Seng, og skjøndt det er noget af det jeg helst gjør, saa er det dog heller ikke med synderlig Glæde, thi jeg er ikke mere træt om Aftenen end om Morgenen, vel snarere mindre, thi om Morgenen ligger den lange Dag for mig som en Byrde, om Aftenen veed jeg at jeg for en Tid kan ganske glemme Alt, jeg drømmer aldrig, eller dog saare •2• sjeldent, jeg sover bare, 10 Timer som ingenting, og, som en Steen. Jeg gad vidst, hvad Enden skal blive, jeg er ganske nysgjerrig efter at faa det at vide. Egen Villie, Bestemmelse, Kraft det er Ting jeg kun kjender von hören sagen, jeg forekommer mig selv som en Gjenstand, en Prop eller saadant Noget, der driver paa med Strømmen, kommer ikke noget Halmstraa iveien, da kan Farten blive lang nok. Jeg er et Asen! I Momenter kan jeg føle mig glad og endogsaa lykkelig naar jeg glemmer Alt for en af mine Yndlingsdrømme, men indre Ro og Holdning, nei, deraf er intet Spor. En Kop Kaffe og en Pibe, stærk Kaffe og god Tobak, er sandelig en af mine største Nydelser og, ærligt talt, gav jeg gjerne alle de Dage, jeg endnu har tilbage bort til den første, der maatte ønske dem. Thi hvad er der at vente? hvad [overstreget: jeg] kan jeg opleve, der kan gjøre mig større Glæde, end en Pibe Tobak? Gaaer jeg ikke som i et Tøier, der kun rækker et vist Stykke. Lorenz Frølich har vel muntret mig en Deel, men, til syvende og sidst, er han stort bedre faren? – Jeg gider ikke! det er mit Mundheld, og det lader til at være Solens med; hvorfor Pokker kan den ikke en Dag blive reent borte, det var dog morsomt, og den gider jo ikke anstrenge sig saameget, at den kan sende saameget som een eneste Straale af de mange, den skal have, igjennem Taage og Regn ned til Pølen, hvor de lykkelige Mennesker vade omkring. – Saa nu skal jeg ærgre mig over denne Udgydelse, hvad jeg dog besluttede at holde min nye Bog fri for, men, hvorfor skulde den blive bedre end de ældre – Lirum, larum i een Kjøre, Dag ud og Dag ind, Aar efter Aar, det er et livligt Liv, man fører – dit Bæst! har du ikke Æde, Drikke og Tag over Hovedet og dertil en Kasse at snue i?