Johan Thomas Lundbyes dagbøger
25. dec. 1844
1ste Jule-Dag 25 Dec 1844. Aften
Juleglæde i Nyhavn.
Jeg holder meget af Dickens, og jeg mindes et Sted, jeg saae i hans ”Skizzer”, hvor han siger: lad den Misfornøiede vælge enhver anden Dag end netop Juledagen til at give Bitterhed Luft – og meget smukt yttrer han sig derom, men det er dog naturligt: netop stærkest at føle Savnet af Glæde midt iblandt de Glade. Denne Juledag har været bedrøvelig for mig, mere end mangen anden Dag, thi ogsaa jeg havde jo belavet mig paa at smage Juleglæde, og hvad stod mig vel i veien for at finde den paa mange Steder. Hvorfor gik jeg ikke i Kirke, hvorfor besøgte jeg Ingen, hvorfor sidder jeg nu her? Jeg veed det ikke, kun at jeg er uskikket til at være blandt de Glade. Emilie Riedewaldt besøgte jeg i Søndags; man saae paa hende, at hun havde været Døden nær, men aldrig var hun før saa yndig. Sophie Lütchen død! Westphal død! Det gjør mit Hjerte godt den Tanke: at man kan dø – det er mine Ønskers Maal og jeg skal see det opfyldt engang! – Iaftes, da jeg var indbudt til at see mange glade Børn om et Juletræ hos Frølichs, havde jeg belavet mig paa en sand Glæde, men nei, mismodig gik jeg der, fremmed selv blandt de smaae; den Aften var ikke efter Forventning men betog mig snarere Lyst til at søge slige Glæder. Jeg vendte begge Øine fra de deilige Børn og unge Piger indad mod mit eget stygge Indre, og tænkte paa: at der havde jeg min Deel af Verden, som det nu gjaldt at bringe ud af, hvad der kunde komme. Og derfor syslede jeg denne hele Helligdag med en Radering, ætsede og dækkede, og indaandede Gift og Bitterhed med de qvalmne, giftige Skedevandsdunster. Dog mens jeg gik at spise, lukkede jeg frisk Luft ind og det hjalp ogsaa paa Humøret, saa det er med roligt Sind og en vis Fornemmelse omkring Hjertet, der hverken er mig fremmed eller ukjær, at jeg ønsker mig selv: at Gid, naar den Tid kommer, som jeg ikke kan opgive Haabet om, da jeg skal leve gladere Dage endnu, gid der da maatte være lidt Ungdom, lidt Friskhed, lidt Uskyld tilbage – ellers – O Gud! forsynder •4• jeg mig haardt mod Dig ved disse evige Klager, der jo næsten er Klager over Tilværelsen. O, gjør da en Forandring i mit Sind, send den Aand, der kan luttre hver Tanke og give hver Handling Sandheds og Overbeviisningens stærke Præg, lad Gjenfødelsens Time slaae! – eller, skal det netop saa være, at jeg skal lære at fatte og finde mig i mine Forhold, som de ere, [overstreget: og] da giv mig dog Blik for det gode i dem, giv mig Iver og Varme, at jeg ved Arbeid maa blive istand til at bekæmpe det Nedslaaende, det Hæmmende i dem. – Det er vel alt eet – hvor mangfoldige Gange har jeg ikke foresat mig det Gode, kommer det ikke af Lyst, da kommer det ikke.
senere samme Aften
Ret nu modtog jeg Indbydelse til Valløe, nu vel! er der Plads til mig paa Dagvognen, da følger jeg imorgen Lorenz Frølich derned. Uden Penge, uden Mad, uden Lyst, uden Liv – kun med Aandedræt – en deilig Julegæst!!! –
Fakta
PDF25. dec. 1844
Dagbog D, side 3-4
Den Hirschsprungske Samling
Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 244-245
Parafrase over en passage i Charles Dickens’ ”A Christmas Dinner”, trykt i Sketches by Boz, 1836.
Sophie Christine Lütchen (1815-1844) var lillesøster til Petra Henriette Lütchen, der var forlovet med Lundbyes fætter, Peter Anton Seidelin. Hun døde 18. december efter kort tids sygdom, og dødsfaldet var annonceret i Adresseavisen, 23. december.
Maleren Fritz Westphal (1804-1844) døde 24. december.
Emilie Riedewaldt (1819-1867), datter af skovrider Erasmus Riedewaldt i Jægersborg. Hun blev i 1848 gift med Lundbyes næstældste bror, Emanuel.
Antagelig vennen Lorenz Frølichs forældre, grosserer Johan Jacob Frølich (1777-1858) og Pouline Vilhelmine Frølich, f. Tutein (1799-1881).
Det synes at dreje sig om raderingen En tyrekalv, bunden til en ledstolpe (Karl Madsen: Johan Thomas Lundbye 1818-1848, København 1949, nr. A 7).
Indbydelsen kom fra stiftslæge Jørgen Fog Steenberg og hans hustru Regina Magdalene, hvis søn Georg Steenberg var ven af Lundbye og Frølich.