19. mar. 1845

19 Martz
Vished
Igaar Morges bragte den kjære Lorenzo mig den glade Tidende: at jeg har faaet Stipendiet. En eneste Dag har saaledes kjørt alle Tanker omkring i mit Hoved, at jeg neppe kjender mig selv. Jeg, der gik med suurt Ansigt omkring, vranten og gnaven – iler nu fra et Sted til et andet, bliver gratuleret og modtaget med Venlighed. Ja, da jeg igaar gik hen at gratulere den gamle |Conferentzraad| Brandis paa hans Fødselsdag, tiltaledes jeg endog af Mennesker, der tidligere aldrig vilde seet til mig, o de løierlige Narre! er jeg da en anden nu fordi jeg skal see fremmede Lande. Den stive pedantiske Capt: Holsteen selv, der vist dybt har foragtet min ringe Person, var aimable; og hans Exelence Grev Moltke til Aagaard var saa naadig at underholde sig med mig en Stund; den Sjæl! han skulde vide, at jeg i Vinter har syslet med den Steensætning, han for et Par Aar siden ødelagde, for at forvandle den til et Steengjærde, en Gjerning, hvorfor han blev taget under Behandling af Prof. Peer Hjort i Sorø, der ingenlunde lagde Fingrene imellem. Bliver man saa let en interessant Person, hvad maa det da blive, naar man har reist. Det er dog besynderligt, hvor dyb den Beundring for det Fremmede er hos os. Jeg synes, jeg var mere værd, naar jeg i gamle Dage med stille Begeistring opfattede og gjengav efter Evne vor Natur, da der var Fred og Fryd i mit Indre, end nu, da jeg i Følelsen af Svaghed og Søndersplittelse søger ved en Reise at glemme og lære, fordi der er ikke Liv nok i mig til at producere. Men da ændsede Ingen mig, og uden Bitterhed •22• trak jeg mig mere og mere ind i mig selv, og har nu ogsaa lært: at Verdens Yndest er en saa ganske ligegyldig Ting, at jeg inderlig beklager hvem der i Selskabslivets Solskin og Regn seer Noget, der kan have Indflydelse paa deres Tilfredshed. Nei, i mit eget Indre er en Verden, der skal have mine bedste Kræfter, mine bedste Tanker og til Gjengæld gier den mig mine bedste Timer. Har jeg end malet Lidt i Vinter, saa har jeg dog ikke været reent aandelig død; det blev en Trang for mig at læse og hver Nat i lang Tid har jeg saaledes et Par Timer efter at jeg kom hjem, da jeg desværre har fordetmeste været ude om Aftenen i lang Tid, siddet og læst, stjaalet den Tid fra Søvnen og fritaget mig for det slemme Nag over at tilbringe saa mange Aftener ude, hvad ikke godt kan være anderledes om jeg blot nogenlunde skal vedligeholde de altfor talrige Bekjendtskaber jeg har. Nu rives jeg ud af det Hele, Gud ske Lov, og ønsker blot at jeg maa paa Reisen være utrættelig i at samle Kundskaber og Erfaringer, jeg fattes saa meget af begge Dele. – I Mandags Aftes da Forsamlingen var i Academiet og min Spænding paa det Høieste, var jeg hos Grundtvigs og kunde i Sandhed ikke bedre tilbragt denne Aften; den vil være uforglemmelig i min Erindring. Vi vare en Deel Unge der sammen og geraadede i høirøstet Disput, som Præsten tilsidst kunde høre i sit Værelse, og da han kom ind deeltog han selv deri med Liv og Varme. Æmnet var: Forholdet mellem det Dunkle, Ubevidste og det videnskabeligt Klare, hvilket sidste Lieut: Blom og Johan Grundtvig vilde hæve paa det Førstes Bekostning. Det Nærmere vilde det være mig umuligt at gjengive, men Sagen var af den Natur, at den nødvendig maatte interessere den gamle, mærkelige Mand, jeg anseer det for en stor Lykke af have kjendt, og hans Yttringer vare ogsaa saaledes, at han ganske rev mig hen, og jeg tit glemte reent, at man paa samme Tid i Academiet afgjorde min nærmeste Fremtids Skjæbne. Et Par saadanne Aftener har jeg havt hos denne Familie, men Gud! hvor bliver da anden Selskabelighed af i Sammenligning dermed. –