Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

17. mar. 1845

17 Martz.
Uvished.
Er det muligt, at Noget endnu har den Interesse for mig, at Uvisheden om Opnaaelsen deraf kan gjøre mig heelt uskikket til at foretage nogensomhelst Ting; og dog er det saa idag, jeg er ganske ledig og mærker saaledes, at jeg dog til dagligbrug maa være, om ikke flittig, saa dog beskjæftiget, thi denne Lediggang er ikke til at udholde. Jeg vil gaae ud imod Skik og Sædvane. Som Tiden nærmer sig, svinder Haabet meer og meer; jeg føler ikke denne Vexel af Tillid og Mistillid, den sidste har seiret og piner mig grueligt. Hvad skal dog denne Aften afgjøre med Hensyn paa min Fremtid? O Gud! denne Uro har dog det glædelige: at jeg føler, der er Liv i mig, saa er der jo endnu Haab, selv om jeg ogsaa denne Gang skuffes i mit inderlige Ønske. Mit inderlige Ønske? er det Ønske inderligt hos mig: at see Tydsklands Kunst og Italiens Mesterværker, at see de alvorlige Alper og de ædle Former i Italiens Bjerge, lokker nogen Farve, nogen Form mig bort? nei! det er en Flugt, jeg ønsker, næsten fra mig selv, og jeg kan tænke mig at savne Stof til danske Billeder paa min Reise, saa høit elsker jeg det Land, jeg vil løbe fra. Dog maa jeg bort, hente et frisk Aandepust i den rene Bjergluft og kun medbringe paa min Reise den Opfatning, jeg lærte i Danmark. Mine Reisebilleder skulle være Fortællinger, hvori man skal gjenkjende Nordboens alvorlige Foredrag og dybe Længsel efter Gjensynet af det ulykkelige Fødeland, der for Tiden har intet andet Opmuntrende og Styrkende, end den dybe Erkjendelse af sin Fornedrelse. Dog denne Følelse, denne Sorg er trøstelig, den er Guldtaarer, som [overstreget: det] gamle Danmark fælder over sig selv; men Kunstneren har kun Deeltagelse at yde, ham er det ikke givet at gribe kraftigt ind med hjelpsom Haand. Men kan han deiligt gjengive en Afglands af Barndomsdrømmene, kan han kraftigt paavise i sine Billeder Træk af det Nationale, som trods den lange Søvn har holdt sig i Folket og Naturen, da taler han dog et hjerteligt Ord, der dog turde have nogen god Virkning. I saadanne Tanker faldt mig nylig ind: at jeg kunde havt Lyst til at male den paany opdukkende Jord, som den er skildret i Gimlemythen: et Danmark, hævet op af Havet med de gamle Guldtavl i det høie Græs. Jeg har endog i Tanken gjennemarbeidet det, saa at den klare, gyldne, glandsfulde Luft, den frodige Vegetation uden Spor af Storme i Skovenes Udkanter, de bølgende Banker, grønne ligened i det stille blinkende Hav, staae saa deilige for mig som de aldrig ville [overstreget: for] komme frem under mine Hænder. Har nu et saadant Phantasiebillede ikke stort at sige i Kunsten, saa er det dog i Hovedet uskadeligt, og vænner os til at see |i| Naturen Mere, end vi øine til •21• hverdags. Men det, der skabte det, var ingen Higen efter at idealisere eller stilisere vor Natur, den jeg nødig vil bringe Andet ind i, end hvad der aabenbarer sig i den for mit Øie, naar jeg med stille Tilfredshed nyder den, hvad eller i mørk Tungsindighed i den søger en Fred, en Harmoni, jeg langt snarere fandt i Tisvildes vilde Træk end i Menneskenes Færden, Trøst, Deeltagelse o s v. o s v. Lad dem blive mig fra Halsen imorgen med deres Trøstegrunde, jeg skal nok trøste mig selv. – men nu glemte jeg, hvad jeg vilde sagt – jo, det var: at jeg langt snarere ledtes paa Tanken om dette mythiske Landskab derved, at jeg følte en dyb Trang til ogsaa at give en Skjærv til Fordeel for mit elskede Fødeland. Ligesom Digteren til alle Tider har grebet Øieblikkets Interesse og tit med sit Ord opflammet de sygnende Sjælekræfter, saaledes har dog maaskee ogsaa Maleren undertiden gjort det; jeg tænker |her| paa Albrecht Dürers 4 Evangelister. Den samme Følelse er det vist, som tvinger den kjære Lorenz til idelig at sysle med Compositioner af vor Oldtids Historie, hvor der møder ham Vanskeligheder, han ganske skulde være foruden, om han tog fat paa Folkelivet og Dyrene, hvortil han har viist saa forbausende Anlæg. Vi maa sige, og jeg langt mere end han: Villien til det Gode haver jeg hos mig, men Kræfterne til at udføre det mangler jeg. – Nu gik dog nogen Tid – hvordan seer jeg ud imorgen?

  1. Lundbye ventede i disse dage svar på sin ansøgning om Kunstakademiets rejsestipendium.

Fakta

PDF
17. mar. 1845
Dagbog D, side 20-21

Den Hirschsprungske Samling

Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 261-263