16. mar. 1845

16 Martz.
Uvished.
Uskikket til stadigt Arbeide i disse Dage besluttede jeg at gjæste Jægersborg og gik derud i Thorsdags, da jeg erfarede at endnu den Dag Intet vilde blive afgjort i Academiet. Fredag Formiddag kjørte jeg med Skytten i Kane omkring i Dyrehaven til Vildthusene og glædede mig ved at see Vildtet saa nær, at vi tit holdt lige imellem dem. Jeg tegnede, da jeg var kommen hjem, et Udkast af et saadant Vildthuus hvor Hjortene staae ved Høhækkene. Tillige et lille Udkast af Stalden i Skovridder [overstreget: -boligen] -gaarden. – Iaftes var jeg til ”et gemütligt Sold” (Skade vi ikke har et ordentligt dansk Udtryk herfor, idetmindste er dette det gængse) hos Henriksen i Nyboder; en dygtig Hovedpine er den sædvanlige Følge af Sligt og udeblev heller ikke denne Gang. – Imorgen Aften!!! da skal Stipendiesagen afgjøres! Underligt! jeg føler paa eengang Glæde og Bedrøvelse, yttrer de kaadeste og bittreste Ting i eet Aandedræt. Som Lorenz sagde igaar: Skuddet behøver nu kun at gaae, og jeg – – Pause med Kaffe, Besøg og Forelæsning, videre – – er i fuld Fart ad een af de to Veie: Glædens eller Skuffelsens. Ja, saadan er det, og med fire for skal det gaae. Til Tirsdagmorgen faaer jeg vente, da hedder det: spænd for! Hvorfor skulde det ikke opfyldes? Er der blandt de 14 Ansøgende 3 Værdigere end jeg? er der det ikke, nu vel! da har jeg det jo! – For et Aar siden gik jeg saaledes og ventede et Svar. Malede Haabet mig ikke de deiligste Billeder for dengang, forædlede det ikke selve mit hele Væsen? Falsk! det løi, løi, løi! og jeg havde Intet, hvor jeg troede at have fortjent Noget. Vent dog til Tirsdag Morgen, vent dog 40 Timer, da skal det vise sig, at det glade Haab – – atter skuffer.